Der var engang en dreng, der hed Johannes, og han var syv år og vidste mere om dinosaurer end nogen anden i hans klasse. Han vidste, at Stegosaurus havde en hjerne på størrelse med en valnød. Han vidste, at T-Rex havde tænder på størrelse med bananer. Og han vidste, at alle dinosaurerne havde levet for meget, meget lang tid siden.
Det var bare det, han ikke rigtig forstod: hvor lang tid “meget, meget lang tid” egentlig var.
“Hvor lang tid siden er det?” spurgte han sin mor en lørdag.
“Seksogtres millioner år,” sagde mor. “Det er sidste gang, der var en T-Rex.”
“Hvor meget er det?”
Mor tænkte. “Lad os tage ind og se.”
Så tog de toget ind til naturhistorisk museum. Det var en stor, gammel bygning med høje lofter og en lugt af støv og gulvvoks. I den første sal hang skelettet af en hval fra loftet. I den næste stod en elg i glas. Men Johannes skulle længere ind.
For enden af museet var der en lang, lang gang. Der stod et skilt ved indgangen: Rejsen gennem tiden. Ét skridt er én million år.
“Nu går vi tilbage i tiden,” sagde mor. “Skridt for skridt.”
Ved det første skridt var der et billede af en mammut. “Istiden,” stod der. “Mindre end ét skridt siden.”
“Er mammutten ikke engang ét skridt væk?” spurgte Johannes.
“Ikke engang,” sagde mor.
De gik. To skridt. Tre. Ved det femte skridt var der et billede af en abe, der stod op på to ben. Ved det tiende var der en haj, der var lige så lang som en bus. Johannes talte højt, og en dame med et navneskilt fra museet fulgte efter dem og smilede.
Tyve skridt. Tredive. Gangen blev mørkere, og billederne blev mærkeligere. En fugl, der var højere end en voksen mand og ikke kunne flyve. En hest, der ikke var større end en hund. Fyrre skridt. Halvtreds. Johannes gik langsommere nu, for det tog lang tid at tælle.
“Seksogtres,” sagde han til sidst og stod stille.
Og der, på væggen, var en streg. Ved stregen stod der: “Her slog en kæmpe sten ned fra rummet. Efter dette skridt er der ingen dinosaurer mere.”
Lige på den anden side af stregen stod et skelet. Det var stort, men det var ikke en T-Rex. Det var en Triceratops, med tre horn og en stor krave af knogle om halsen. Den stod med det ene forben løftet, som om den var på vej et sted hen.
“Er den rigtig?” hviskede Johannes.
“Den er rigtig,” sagde damen fra museet. “Det meste er kopi, men den ene knogle her er ægte. Den har ligget i jorden i seksogtres millioner år.” Hun pegede på en lille, brun knogle på en hylde ved siden af. Der stod et skilt: Må gerne røres.
Johannes lagde fingeren på den. Den var kold og ru og lidt blank i den ene side, og den var tungere, end han havde troet, da han løftede den lidt.
“Det var nogen,” sagde han. “Det var en rigtig én, der gik rundt.”
“Ja,” sagde damen.
Johannes kiggede tilbage ned ad gangen. Han kunne slet ikke se indgangen længere. Den var helt derovre, seksogtres skridt væk, og ude bag den sad der mennesker og drak kaffe i museets café.
“Er det her langt?” spurgte mor.
“Det er ret langt,” sagde Johannes.
“Og så er det kun lidt af vejen,” sagde damen. “Gangen fortsætter. Der er dinosaurer i over hundrede og halvtreds skridt endnu.”
Johannes og mor gik med. Han talte stadig, men lavere nu. Ved hundrede skridt var der en Stegosaurus med plader på ryggen, og han huskede valnødden. Ved hundrede og halvtreds var der en lille, ranglet dinosaur, der lignede en kylling på stylter. Og ved to hundrede og tredive skridt stoppede gangen ved en mørk væg.
“Her begyndte det,” sagde damen. “Den første dinosaur, man kender.”
Det var en lille en. Den var ikke engang så høj som Johannes.
På vejen hjem i toget sad han længe og kiggede ud ad vinduet uden at sige noget.
“Hvad tænker du på?” spurgte mor.
“Hvis jeg går hjem fra stationen,” sagde Johannes, “er det så længere tid siden end dinosaurerne?”
“Nej,” sagde mor og lo. “Det er cirka fem hundrede skridt.”
Johannes regnede længe. “Så er det fem hundrede millioner år,” sagde han. “Så er der fisk.”
“Så er der fisk,” sagde mor.
Om aftenen, da han skulle i seng, gik han fra badeværelset ind til sin seng og talte højt. Det var tolv skridt.
“Tolv millioner år,” sagde han og kravlede ned under dynen. “Der var ingen dinosaurer. Men der var aber.”
Tolv skridt, du. Så langt er der måske fra din dør til din seng. Gå dem stille i tankerne nu. Et, to, tre, helt hen til puden, og så lander du lige her, i dag. Sov godt.
