Der var engang en pige, der hed Alvilde, og hun var syv år og helt vild med blæksprutter. Hun havde læst alle bøgerne om blæksprutter på børnebiblioteket. Dem alle sammen. Tre gange.
“Er der ikke flere?” spurgte hun bibliotekaren en tirsdag eftermiddag.
Bibliotekaren hed Henning. Han havde briller på en snor om halsen og en cardigan med læderlapper på albuerne. Han tastede noget på sin computer og kneb øjnene sammen.
“Der er én til,” sagde han. “Men den står ikke herude. Den står i magasinet.”
“Hvad er et magasin?”
Henning så på Alvildes far, som stod lige bag hende med en stak krimier under armen. “Har I ti minutter?”
Det havde de.
Henning tog et stort nøglebundt frem fra skuffen. Han gik hen til en grå dør bag udlånsskranken, som Alvilde aldrig havde lagt mærke til. Der stod ingenting på den. Den lignede en dør til et kosteskab.
“Her,” sagde Henning og låste op, “er den skjulte portal.”
Bag døren var der en trappe. Den gik ned, og ned, og den lugtede af kælder og papir. Nederst tændte Henning lyset, og lysstofrørene i loftet blinkede, et efter et, helt ned til den anden ende af et meget langt rum.
Alvilde stod helt stille.
Rummet var fuldt af reoler. Men de stod ikke med gange imellem, som oppe på biblioteket. De stod klemt sammen, side om side, så tæt, at man ikke kunne stikke en finger ind imellem dem. Og på enden af hver reol sad der et stort, rundt hjul, ligesom et rat på et skib.
“Hvordan kommer man ind til bøgerne?” spurgte hun.
“Man laver en gang,” sagde Henning. Han kiggede på en lille seddel. “Reol nitten.” Så gav han Alvilde hjulet på reol tyve. “Drej.”
Hun drejede. Det var tungt i starten, og så pludselig let. Med en lav rumlen begyndte reolerne at glide. Ikke kun én. Hele rækken flyttede sig, langsomt, på skinner i gulvet. Og mellem reol nitten og reol tyve åbnede der sig en smal gang, ligesom en dør, der går op i en væg.
“Den skjulte portal,” hviskede Alvilde.
“Nu er den åben,” sagde Henning. “Gå ind og find nummer fem hundrede og fireoghalvfems.”
Alvilde gik ind i gangen. Reolerne var høje på begge sider. Der var bøger med læderryg og bøger med stofryg og bøger, der var så gamle, at titlen var gået af. Det var halvmørkt og stille, og der lugtede af støv og lim.
Hun fandt den på næstnederste hylde. Den var grøn og tyk og hed “Havets blæksprutter”. På forsiden var der en tegning af en kæmpeblæksprutte, der var ved at vikle sine arme om et skib.
“Den er fra nitten hundrede og to og tres,” sagde Henning. “Der er ikke så mange, der spørger efter den mere.”
Alvilde åbnede den forsigtigt. På indersiden af omslaget sad der en lille papirlomme, og i lommen var der et gammelt kort med datoer stemplet i lilla. Det var lånekortet. Hver gang nogen havde lånt bogen, havde de fået et stempel.
Det første stempel var fra oktober 1962. Det sidste var fra marts 1989.
“Hvem har lånt den?” spurgte hun.
“Det ved vi ikke,” sagde Henning. “Men nogen har. Femogtyve gange.”
Alvilde talte stemplerne. Det passede. Femogtyve. På den ene side var der også en lille plet. Det lignede kakao.
“Må jeg tage den med hjem?” spurgte hun.
Henning nikkede. “Men du skal huske at dreje hjulet tilbage. Ellers kan man ikke komme ind til reol tre og fire i morgen.”
Alvilde gik ud af gangen og drejede hjulet den anden vej. Med en lav rumlen gled reolerne sammen igen. Portalen lukkede sig, og man kunne ikke se, at der nogensinde havde været en gang.
Oppe ved skranken tog Henning et gammelt stempel frem fra en skuffe. Det var af træ og messing, og han blæste en lille sky af støv af det. Han trykkede det i en lilla stempelpude og satte et stempel lige under det fra 1989.
Der stod dagens dato.
“Nummer seksogtyve,” sagde han.
Den aften lå Alvilde i sin seng og læste om kæmpeblæksprutter, der havde øjne så store som tallerkener. Far læste de svære ord. Bagefter lagde hun lånekortet tilbage i papirlommen, meget forsigtigt, og lagde bogen på natbordet.
Femogtyve andre børn havde læst den før hende. Måske under dynen. Måske med en kop kakao.
Femogtyve lilla stempler, du, og så et nyt. Langt nede under biblioteket står reolerne tæt sammen nu, og hjulene står stille. Portalen er lukket for i nat. Sov godt.
