Der var engang en lille dreng ved navn Oliver, som elskede eventyr. Hver aften, når han skulle sove, drømte han om at rejse til fjerne lande og møde modige riddere og magiske væsner. En aften, mens han lå i sin seng og kiggede op på stjernerne, skete der noget helt særligt. En lysende stjerne faldt fra himlen og landede lige ved siden af hans seng!
Oliver kiggede nærmere og opdagede, at det ikke var en stjerne, men en lille, skinnende krystal. Da han rørte ved den, blev hans værelse fyldt med et blændende lys, og pludselig befandt han sig i en helt anden verden. Han stod midt i en grøn eng, omgivet af høje bjerge og en stor, gammel borg i det fjerne.
Foran ham stod en venlig drage ved navn Luna. “Velkommen til Riddertiden, Oliver,” sagde Luna med en blid stemme. “Jeg har brug for din hjælp. Det magiske sværd, der beskytter vores rige, er blevet stjålet af den onde troldmand, Zorak. Kun en modig drageridder kan bringe det tilbage.”
Oliver følte sig både spændt og lidt nervøs, men han vidste, at han måtte hjælpe. Luna bøjede sig ned, så Oliver kunne klatre op på hendes ryg. Sammen fløj de hen over de grønne marker og dybe skove, indtil de nåede Zoraks mørke slot.
Inde i slottet var der mange snoede gange og hemmelige døre. Oliver og Luna listede forsigtigt rundt, indtil de fandt troldmandens kammer. Der, midt i rummet, lå det magiske sværd, der glimtede i lyset fra de mange stearinlys.
Men lige da Oliver skulle tage sværdet, dukkede Zorak op med et ondt grin. “Hvem vover at stjæle fra mig?” brølede han. Oliver blev forskrækket, men Luna pustede en sky af glitrende stjernestøv mod troldmanden, som fik ham til at nyse så voldsomt, at han snublede og faldt.
Med et hurtigt greb tog Oliver det magiske sværd og sprang op på Lunas ryg. De fløj ud af slottet og tilbage til det fredelige rige, hvor de blev mødt af glade mennesker, der jublede over deres heltemod.
Kongen takkede Oliver og Luna for deres mod og gav Oliver en medalje, der skinnede som solen. “Du er en ægte drageridder,” sagde kongen med et smil.
Da det blev tid til at tage hjem, sagde Luna farvel til Oliver. “Husk, at du altid kan finde modet i dit hjerte,” sagde hun, inden hun forsvandt i en sky af stjernestøv.
Pludselig var Oliver tilbage i sin seng, med krystallen i hånden. Han smilede og vidste, at han altid ville huske sit eventyr som drageridder. Med et tilfreds suk lukkede han øjnene og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, klar til nye eventyr i sine drømme.