Der var engang en pige, der hed Borghild, og hun var Drageridder. Det betød ikke, at hun kæmpede mod drager. Det betød, at hun passede på dem.
Hun boede i et lille stenhus ved foden af Dragebjergene, og hun havde sin egen drage. Den hed Glød. Han var ung og rødbrun og lige så stor som en ko, og hvis man kløede ham under hagen, pustede han små røgringe ud af næseborene.
I bjergene over dem boede der mange drager. De sov i huler dybt inde i fjeldet, og når de vågnede om foråret, fløj de ud over dalen. Folk i landsbyen var lidt bange for dem. Men de vidste også, at Borghild og Glød holdt øje, og at hvis en drage kom for tæt på husene, så fløj de derop og lokkede den væk igen med en kurv fisk.
Borghild havde et sværd. Det havde alle drageriddere. Hendes var gammelt og smalt og havde en blå sten i håndtaget, og hun havde fået det af sin oldemor, der også havde været drageridder, da hun var ung. Men det kunne ikke skære. Bladet var sløvt som en smørekniv. Det havde altid været sådan.
“Hvorfor har jeg et sværd, der ikke kan skære?” spurgte hun sin oldemor engang.
Oldemor sad i sin stol ved ilden med strikketøjet. “Fordi det kan noget andet,” sagde hun. “Det finder du ud af en dag.”
En aften i det tidlige forår kom en dreng løbende fra landsbyen. Han var forpustet og havde mudder op ad bukserne.
“Der er en drageunge,” sagde han. “I den gamle mine bag møllen. Den græder. Vi kan høre den helt nede ved bækken.”
Borghild tog sin kappe og sit sværd. Hun sagde, at drengen skulle blive i stenhuset hos oldemor. Så satte hun sig op på Glød, og de fløj derhen.
Minen var et gammelt hul i bjerget med tømmer i loftet. Det var kulsort indeni. Fra det dybe mørke kom der en lille, ynkelig lyd. Pib. Pib.
“Den er gået ind og kan ikke finde ud igen,” sagde Borghild. “Og den er for lille til at lave ild, så den har intet lys.”
Glød kunne ikke komme derind. Han var for stor. Borghild måtte gå selv.
Hun gik ind i mørket. Det var koldt. Hun holdt den ene hånd på væggen. Og efter et stykke tid kunne hun ikke se sin egen hånd.
Så mærkede hun noget. Sværdet i hendes anden hånd var blevet varmt.
Hun løftede det. Den blå sten i håndtaget begyndte at lyse. Først svagt, så stærkere, til den lyste blåt hele vejen ned ad bladet, så hele gangen blev lys.
Det var det, sværdet kunne. Det lyste i mørket.
Dybt inde i minen, sammenrullet i et hjørne, sad drageungen. Den var ikke større end en kat, grøn og rystende. Den kiggede op på det blå lys og holdt op med at pibe.
Borghild satte sig på hug. Hun rakte en hånd frem, langsomt. Drageungen snusede til den. Så kravlede den op ad hendes arm og satte sig på hendes skulder.
Hun gik ud igen med sværdet foran sig, og det blå lys viste vejen.
Udenfor stod Glød og ventede. Han pustede tre røgringe, da han så dem. Og oppe fra bjerget kom en stor, grøn drage flyvende. Det var ungens mor. Hun landede, tog ungen forsigtigt op i munden, som en kat med en killing, og fløj hjem til sin hule.
Den aften fortalte Borghild oldemor det hele. Oldemor nikkede bare og strikkede videre.
“Det lyser kun, når nogen har brug for at finde vejen,” sagde hun. “Ikke for at vise sig.”
Det gamle sværd hænger over Borghilds seng nu, du, med den blå sten i håndtaget. Den lyser ikke i nat. Ingen er faret vild. Udenfor ligger Glød i græsset med hovedet på forpoterne og puster en lille røgring op mod stjernerne, før han lukker øjnene. Godnat.
