Der var engang en dreng ved navn Elias, som ikke kunne sove, før mor havde fortalt en historie. Ikke læst. Fortalt. Det skulle være en, der ikke stod i nogen bog.
“Om Egypten,” sagde han den aften. “Med en farao.”
Mor satte sig ved hans fødder og tænkte.
“Der var engang,” begyndte hun, “en farao, der kun var syv år gammel.”
“Lige som mig.”
“Lige som dig. Han boede i et palads ved floden Nilen, hvor der var så varmt, at selv krokodillerne sov middagslur. Og han havde en maske af guld. Den skulle han have på, hver gang han viste sig for folket. Den var smuk. Den havde blå striber og øjne af sorte sten. Men den var meget tung.”
“Hvor tung?”
“Som en vandmelon.”
Elias tænkte på at have en vandmelon på hovedet. “Det ville jeg ikke kunne lide,” sagde han.
“Det kunne faraoen heller ikke,” sagde mor. “Og en morgen var masken væk.”
“Stjålet?”
“Det troede alle. Hele paladset blev vendt på hovedet. Tjenerne kiggede under sengene. Vagterne kiggede i stalden. Præsterne kiggede i templet. Ingen maske. Og om eftermiddagen skulle faraoen ud på den store trappe og vinke til folket.”
“Hvem fandt den?”
“En lille pige, der hed Nefer. Hun var datter af kokken, og hun var den eneste i paladset, der legede med faraoen. Hun havde lagt mærke til noget, som ingen andre havde set.”
“Hvad?”
“At faraoen grinede. Hele formiddagen. Han løb rundt i haven og jagede ibisfugle og plaskede i lotusdammen, og han grinede, sådan som han aldrig gjorde, når han havde masken på.”
Elias satte sig lidt op. “Det var ham selv,” sagde han. “Han havde selv gemt den.”
Mor smilede. “Nefer tænkte det samme. Så hun gik hen til ham ved dammen og satte sig ved siden af. Hun spurgte ikke, hvor masken var. Hun spurgte bare: Er den tung?”
“Og så?”
“Så sagde faraoen ja. Og så sagde han, at han havde gemt den i sandkassen, hvor kongens hunde plejede at grave efter knogler. Han ville bare have én dag, hvor han ikke skulle være farao.”
Elias var stille et øjeblik. “Fik han ballade?”
“Nefer tænkte længe,” sagde mor. “Hvis hun sagde det til vagterne, ville han få ballade. Men hvis hun ikke sagde det, ville folket stå og vente ved trappen, og der ville ikke komme nogen farao.”
“Hvad gjorde hun?”
“Hun gravede masken op sammen med ham. De børstede sandet af den. Og så foreslog hun noget. At han kun skulle have den på, når han stod på trappen. Ikke hele dagen. Og at han bagefter skulle komme ned i haven og jage ibisfugle med hende.”
“Og det sagde de voksne ja til?”
“Faraoens mor sagde ja. Hun var dronning, og hun havde selv båret en tung krone, da hun var lille. Hun huskede, hvordan det var.”
Elias lagde sig ned igen. “Så kom han ud på trappen med masken på.”
“Han kom ud på trappen med masken på. Og alle jublede. Og under masken, hvor ingen kunne se det, havde han mudder fra lotusdammen på næsen og et stort, hemmeligt grin.”
“Og så?”
“Og så tog han den af, gik ned i haven, og så legede de, til solen gik ned bag pyramiderne.”
Mor rejste sig og trak dynen op.
“Var det en sand historie?” spurgte Elias.
“Det ved jeg ikke,” sagde mor. “Jeg fandt på den lige nu.”
Elias tænkte på faraoen med mudder på næsen. Han smilede lidt for sig selv i mørket.
“Mor?”
“Ja?”
“Jeg har ikke nogen maske på.”
“Nej,” sagde mor. “Det har du ikke. Du må gerne bare være dig. Hele natten.”
Nu kan du også tage din usynlige maske af, du, hvis du har haft en på i dag. Læg den ved siden af sengen. Du behøver ikke være andet end dig, mens du sover. Godnat.
