Der var engang en sherif i Det Vilde Vesten, der hed Sally. Hun passede på en lille by med én gade, én saloon, én bager og ét fængsel, som næsten altid var tomt, og hun havde en hat.
Det var en god hat. Brun, af blødt filt, med en bred skygge mod solen og en sølvstjerne foran, der var lige så blank som hendes sheriffstjerne. Sally gik aldrig uden den. Hun sov ikke engang uden den i nærheden. Den hang hver nat på en krog i stalden ved siden af hendes hest, Støvle, fordi det var det første, hun gik ud til om morgenen.
En morgen var den væk.
Krogen var tom. Støvle kiggede uskyldigt på hende.
“Hvor er min hat?” sagde Sally.
Støvle tyggede på noget hø og sagde ingenting.
Sally gik i gang. Hun var sherif. Hun vidste, hvordan man efterforskede en forbrydelse.
Hun gik ned til bageren. Ib stod og trak brød ud af ovnen.
“Min hat er stjålet,” sagde Sally.
Ib kiggede op. “Hvem stjæler en hat?”
“Det er det, jeg skal finde ud af.”
Ib tænkte. “Jeg hørte en masse kaglen tidligt i morges,” sagde han. “Ovre fra din stald. Men det var nok bare hønsene.”
Sally kiggede på ham. Hun kiggede ud ad vinduet mod sin stald. Så gik hun tilbage.
Hun gik ind i stalden og stillede sig helt stille. Hun lyttede.
Oppe på hylden over Støvles bås, bag sækken med havre, lød der en lille, rolig klukken.
Sally trak en spand hen og stillede sig op på den. Hun kiggede ind bag sækken.
Der var hendes hat. Den lå med pullen nedad, som en skål. Og i den sad Henriette, den største og mest stædige af hendes høns. Hun var brun og tyk, hun havde stjernen fra hatten lige under næbbet, og hun kiggede på Sally, som om det var Sally, der var kommet for sent.
“Henriette,” sagde Sally. “Det er min hat.”
Henriette klukkede.
Sally rakte hånden frem. Henriette hakkede efter den. Ikke hårdt. Bare så det var sagt.
Sally trak hånden til sig. Og så så hun det. Under Henriettes fjer, inde i hattens bløde filt, lå der æg. Ét, to, tre. Fire. Fem. Lyse og brune.
Henriette rugede.
Sally steg ned fra spanden. Hun stod længe i stalden og kiggede op mod hylden.
Når en høne ruger, sidder hun på æggene i tre uger. Hun går kun ned for at spise og drikke, og så skynder hun sig tilbage. Hvis man tager æggene fra hende, klækker de aldrig.
“Tre uger,” sagde Sally til Støvle.
Støvle tyggede.
De næste tre uger var Sherif Sally sherif uden hat.
Det var ikke nemt. Solen brændte på hendes næse. Hun fik fregner, hun aldrig havde haft. Folk i byen kiggede på hende, når hun gik forbi.
“Hvor er din hat, sherif?” spurgte de.
“Den er optaget,” sagde Sally.
Hun prøvede bagerens melhat, men den var for lille. Hun prøvede en spand, men den var for tung og rungede, når hun talte. Til sidst lånte hun en gammel stråhat af Ibs mor, med blomster på skyggen.
Ingen sagde noget om blomsterne. Det var stadig sheriffen.
Hver morgen og aften gik Sally ind i stalden og satte en skål vand og en håndfuld korn op på hylden. Henriette spiste og drak og satte sig tilbage. Hun hakkede ikke mere efter Sally. Hun klukkede bare.
På den enogtyvende dag hørte Sally det.
Det kom fra hylden. En lille, høj pippen. Så en til.
Hun stillede sig op på spanden. Henriette rejste sig halvt, og under hende, i hattens pul, lå der små, våde, gule dun. Én, to, tre, fire, fem. Ét af dem havde stadig et stykke skal på hovedet, som en lille hjelm.
“Godmorgen,” sagde Sally stille.
Et par dage senere tog Henriette kyllingerne med ned fra hylden. De løb rundt i stalden efter hende, fem gule kugler, der pippede, og Støvle stod helt stille, så han ikke trådte på nogen.
Sally tog hatten ned. Den var fuld af halm og dun og lidt æggeskal. Hun børstede den ren. Den var lidt formet efter en høne nu. Pullen var bredere, end den havde været.
Hun satte den på.
Den passede stadig.
Den aften gik Sherif Sally ned ad hovedgaden med sin hat på. Folk nikkede. Ib vinkede fra bageriet. Og fra stalden kunne man høre en høne klukke, rolig og lav, med fem små kyllinger under vingen.
Hatten hang på sin krog den nat igen. Men Sally lagde et brædt hen over den, for en sikkerheds skyld.
Klukklukk, siger en høne i en stald langt væk, du. Hun har fem små kyllinger under vingen og passer på dem hele natten. Nogen passer også på dig. Godnat.
