Der var engang en lille by i det vilde vesten, der hed Solskinby. Her boede en modig sherif ved navn Sally. Sally var ikke som de andre sheriffer, for hun havde en helt særlig hat, der altid gav hende held og mod. Hatten var lavet af det fineste læder og havde en lille stjerne foran, der glimtede i solen.
En dag, da Sally vågnede, opdagede hun, at hendes elskede hat var væk! Hun ledte overalt i sit lille hus, men hatten var som sunket i jorden. “Åh nej,” tænkte Sally, “hvordan skal jeg nu kunne være en god sherif uden min heldige hat?”
Sally besluttede sig for at tage ud i byen og spørge, om nogen havde set hendes hat. Hun gik først til byens bager, Hr. Muffin, der altid havde en god historie at fortælle. “Godmorgen, Hr. Muffin,” sagde Sally. “Har du set min hat nogen steder?”
Hr. Muffin rystede på hovedet. “Nej, Sally, men jeg så en mystisk skygge snige sig rundt i nat. Måske er det en ledetråd?”
Sally takkede Hr. Muffin og gik videre til byens smed, Fru Jern. “Hej, Fru Jern,” sagde Sally. “Har du set min hat?”
Fru Jern tænkte sig om. “Jeg hørte noget pusle ude ved stalden i morges. Måske skulle du kigge der?”
Sally skyndte sig hen til stalden, hvor hun fandt sin ven, hesten Blå. “Hej, Blå,” sagde Sally og klappede hesten. “Har du set min hat?”
Blå vrinskede og pegede med mulen mod en stor bunke hø. Sally gik hen til bunken og begyndte at rode i den. Pludselig dukkede en lille vaskebjørn op med Sallys hat på hovedet!
“Åh, der er du!” grinede Sally. “Hvorfor har du taget min hat, lille ven?”
Vaskebjørnen kiggede undskyldende på Sally og rakte hende hatten. Sally kunne ikke lade være med at le. “Du ville bare prøve den, ikke sandt? Det er okay, men næste gang må du spørge først.”
Sally tog sin hat på og følte straks modet vende tilbage. Hun klappede vaskebjørnen og sagde: “Tak for at passe på min hat. Du er altid velkommen til at besøge mig.”
Med hatten tilbage på sit hoved gik Sally tilbage til byen, hvor alle indbyggerne ventede spændt. “Jeg har fundet min hat!” råbte hun glad. Alle jublede og klappede, for de vidste, at med Sally som sherif, ville Solskinby altid være et trygt sted.
Og sådan endte dagen godt i det vilde vesten, med Sally, der nu vidste, at selv uden sin hat, havde hun modet til at klare alt. Men det var nu rart at have den tilbage.
Godnat, lille ven. Må dine drømme være fyldt med eventyr og mod, ligesom Sherif Sallys.
