Der var engang en dreng, der hed Ipi. Han boede for tretusinde år siden i en landsby af lerhuse ved floden Nilen i Egypten, og han havde fået det vigtigste job i hele landsbyen. Han skulle holde øje med en stjerne.
Det var ikke en hvilken som helst stjerne. Det var Sopdet, den klareste stjerne på hele himlen. Hele foråret og sommeren var den væk. Man kunne ikke se den. Men en morgen, i det tidlige gry, ville den komme tilbage og skinne lavt over ørkenen mod øst.
Og når den kom, så kom vandet.
Sådan havde det altid været. Først kom Sopdet. Så, få dage efter, begyndte Nilen at stige. Den steg og steg og løb ud over markerne og lagde et tykt lag sort, fedtet mudder over det hele. Og i mudderet kunne man så hvede og byg, og så havde alle mad hele året.
Men vandet kom hurtigt. Hvis man ikke var klar, kunne det tage gederne og kornet i lerkrukkerne og de små både, der lå trukket op på bredden.
Derfor skulle nogen holde øje med stjernen.
I år var det Ipi. Han var ni år, og hans far var bonde, og hans farfar havde gjort det, da han var ni.
Hver nat i den varme tid kravlede Ipi op ad stigen til det flade tag på deres hus. Der lå en måtte af siv og et tæppe, og der lå han, med sin storesøster Meret ved siden af, og ventede på, at himlen blev grå.
“Ikke i nat,” sagde Meret hver morgen. “Kom ned og spis.”
Der gik mange nætter. Ipi lærte himlen udenad. Han lærte stjernerne, der lignede en jæger, og dem, der lignede en flodhest. Han lærte, hvornår månen gik op. Han lærte lydene om natten: frøerne i sivene, hundene, der gøede hinanden fra landsby til landsby, og en gang et brøl langt ude, som far sagde var en løve, men som også kunne være et æsel.
Sopdet kom ikke.
En nat kom Ipis kat op på taget. Hun hed Miu, hun var gul og tynd og sad altid på hans mave, så han ikke kunne trække vejret ordentligt. Hun lagde sig, og han lå stille og lyttede til hendes spinden og kiggede mod øst.
Ude mod øst begyndte mørket at blegne.
Og der. Lavt, helt nede over ørkenens kant, hvor himlen var ved at blive lys. En lille, hvid prik, der blinkede. Så skarp, at den næsten var blå.
Ipi holdt vejret. Han ventede. Måske var det noget andet. Men den blev ved med at blinke, klar og kold, indtil solen kom op og slukkede den.
Ipi rejste sig så hurtigt, at Miu fløj ned fra taget.
“Sopdet!” råbte han. “Sopdet er kommet!”
Han klatrede ned ad stigen. Han løb gennem landsbyen. Han bankede på hver dør og råbte, og folk kom ud i deres hvide lændeklæder og gned øjnene og kiggede mod øst, hvor stjernen allerede var væk.
“Er du sikker?” spurgte den gamle landsbyformand.
“Helt sikker,” sagde Ipi. “Lige over ørkenen. Den blinkede blåt.”
Formanden nikkede. “Så har vi fem dage.”
Hele dagen og dagene efter arbejdede alle. Gederne blev drevet op til bakken bag landsbyen. Kornkrukkerne blev båret op på tagene. Bådene blev trukket højt op. Ipi bar krukker, til han ikke kunne mærke sine arme.
På den sjette dag så de, at floden var blevet brun. Næste morgen var den gået over bredden.
Om aftenen sad Ipi på taget igen. Under ham, hvor markerne havde ligget, var der nu en bred, blank flod, der spejlede himlen, med palmer, der stod med fødderne i vand, og frøer, der kvækkede overalt. Landsbyen lå på sin lille bakke som en ø.
Meret kom op og satte sig ved siden af ham. Hun havde en skål med dadler.
“Far siger, at du var den første, der så den,” sagde hun.
Ipi spiste en daddel. “Det var Miu, der vækkede mig,” sagde han.
Miu lagde sig på hans mave. Han lagde sig ned, og denne gang kiggede han ikke efter noget som helst. Han lukkede bare øjnene og lyttede til frøerne.
Frøerne kvækker stadig i sivene ved Nilen, du. Og Sopdet hedder Sirius i dag, og den skinner stadig. Men i nat er der ingen, der skal holde øje. Du kan bare sove. Godnat.
