Der var engang en vikingedreng, der hed Hakon. Han var otte vintre gammel. Hans hjem var et langhus nede ved vandet, og der boede han med sin mor og far, sin lillesøster Gyda, sin farmor og to køer, der boede i den anden ende af huset om vinteren.
Hakon havde fået sit første skjold. Far havde lavet det af tynde brædder af lindetræ, der var limet sammen til en rund skive. Det var lige så stort som et vognhjul, og i midten var der en bule af jern, så hånden var beskyttet. Kanten var syet om med læder.
“Nu skal det males,” sagde far.
Hakon malede det rødt og hvidt, med en stor, sort ravn i midten. Ravnen så mest ud som en kartoffel med næb. Men farmor sagde, at det var den fineste ravn, hun nogensinde havde set. Og så tegnede hun noget med sin finger på bagsiden af skjoldet med sod fra ilden. Hakon kunne ikke læse det.
“Det er en fartrune,” sagde farmor og blinkede. “Nu er det et magisk skjold. Det bliver det hurtigste skjold i hele fjorden.”
Hakon forstod ikke, hvad hun mente. Skjolde skulle ikke være hurtige. De skulle være stærke.
Så kom sneen.
Den kom om natten og blev ved hele næste dag. Da den holdt op, lå den til knæene over hele landsbyen. Taget på langhuset var hvidt. Fjorden var grå og stille. Og bakken bag huset, den lange, slanke bakke ned mod engen, var helt hvid og helt glat.
Gyda kom løbende ind. “Farmor! Alle børnene er oppe på bakken!”
Farmor kiggede på Hakon. Så kiggede hun på skjoldet, der hang på væggen.
“Nu skal du se magi,” sagde hun.
Hakon tog skjoldet ned. Han bar det op ad bakken, med Gyda i hælene. Far gik med op, for børn måtte ikke være på bakken uden en voksen. De store drenge havde lavet en kælkebane, der gik ned mod engen. For enden havde de bygget en vold af sne, så ingen kunne glide ud på isen ved fjorden.
Hakon lagde skjoldet på sneen med buen nedad. Han satte sig på det. Han holdt fast i kanten.
“Klar?” sagde far.
Hakon nikkede. Far gav ham et skub.
Og så gik det stærkt.
Skjoldet gled ned ad bakken, og fordi det var rundt, begyndte det at dreje. Først langsomt, så hurtigere. Himlen og sneen og fjorden og langhuset susede rundt om Hakon. Han skreg. Han grinede. Han vidste ikke, hvad der var op og ned.
Han ramte snevolden for enden med et stort, blødt PLUF og landede på ryggen med sne helt ned i nakken.
Han lå og kiggede op på himlen, der stadig drejede lidt.
“IGEN!” råbte han.
Gyda ville også prøve. Far holdt hende på skødet, og så susede de ned sammen, rundt og rundt. Farmor stod oppe på toppen af bakken med sit tørklæde og lo så højt, at hendes stemme rullede ud over fjorden.
De andre børn ville også prøve. Skjoldet gik fra den ene til den anden. Alle drejede rundt. Alle landede i volden. Et par af de store drenge prøvede deres egne skjolde, men de var tunge og ru og gled ikke. Hakons skjold var det hurtigste i hele fjorden.
Da det blev mørkt, gik de ned til langhuset. Hakon havde sne i støvlerne og røde kinder, og skjoldet havde fået en lille ridse i ravnens næb.
Inde ved ilden fik de varm grød med smør. Farmor sad og spandt uld.
“Var det farmors magi?” spurgte Hakon. “Runen?”
Farmor tænkte over det. “Måske,” sagde hun. “Og måske var det, at det er rundt og glat og lavet af lind. Det var også det, jeg kælkede på, da jeg var lille. På min fars skjold. Han blev meget sur.”
Far grinede ind i sin grød.
Hakon hængte skjoldet tilbage på væggen ved sin sovebænk. Den sorte ravn kiggede ud over langhuset. Køerne tyggede i deres ende af huset. Gyda sov allerede med fødderne i farmors skød.
Snart sov Hakon også. I drømmen drejede han stadig rundt.
Det hurtigste skjold i hele fjorden hænger på væggen i nat, du, og ravnen holder øje. Hvis det sner, hvor du bor, så tag en kælk med op ad bakken i morgen. Men ikke din fars skjold. Godnat.
