Der var engang en dreng, der hed Ivar. Han var otte år, og han elskede vikinger så meget, at han havde en træøkse under sengen og kendte navnene på alle nordiske guder udenad.
En sommer tog hans morbror Esben ham med på vikingemarked. Ikke bare for en dag. For en hel weekend. De skulle sove der.
Markedet lå på en mark ved fjorden. Der var telte af uld, der var bål, der var folk i kjortler og kapper, og der var et rigtigt vikingeskib, der lå fortøjet ved en træbro. Esben var smed, når han var på marked. Han havde en lille esse og en ambolt, og han slog søm og kroge, mens folk så på.
Ivar fik en kjortel på. Den var grøn og kradsede lidt i halsen. Han fik et bælte med en lille lædertaske og et par sko af læder, der var syet sammen med snor.
“Ingen mobiler,” sagde Esben. “Ingen lommelygter. Ingen ure. I to døgn er vi vikinger.”
Om dagen var det sjovt og larmende. Der var turister og is fra en bod ved parkeringspladsen. Ivar lærte at slå et søm, selv om det blev skævt. Han lærte at spinde uld med en tung sten på en pind. Han fik lov at sidde i vikingeskibet og holde om en åre, der var længere end tre af ham.
Men så gik turisterne hjem.
Parkeringspladsen tømtes. Isboden lukkede. Og langsomt, mens solen sank ned over fjorden, blev markedet et andet sted.
Der var ingen lamper. Kun bål. Et i hver lejr, som små gule øer i det blå. Folk sad omkring dem i skind og kapper. Nogen spillede på en tromme, langsomt. Nogen sang på et sprog, Ivar ikke forstod. En kvinde rørte i en gryde over ilden, og det duftede af løg og røg.
Ivar sad ved Esbens bål på en stamme med et fåreskind om skuldrene.
“Er det sådan, det var?” hviskede han.
“Lidt,” sagde Esben. “Det var nok mere koldt og mere beskidt. Men mørket var det samme. Og stjernerne.”
Ivar kiggede op. Uden lamper var der flere stjerner, end han nogensinde havde set. De lå tæt, som sukker strøet over et mørkt bord.
“Kunne de navigere efter dem?”
“Det tror man,” sagde Esben. “Og efter solen. Og efter fuglene og bølgerne og farven på vandet.”
En gammel mand fra lejren ved siden af kom forbi med en kop. Han havde langt, gråt skæg og en kappe med en sølvnål. Han satte sig ved bålet og spurgte Ivar, om han ville høre om Thor, der en gang var klædt ud som brud for at få sin hammer tilbage.
Ivar ville gerne.
Den gamle mand fortalte. Det var en lang historie, og den var meget sjov, især der hvor Thor spiste en hel okse, og jætterne undrede sig over, at bruden var så sulten. Ivar grinede så højt, at folk i lejren ved siden af grinede med.
Så var det sengetid.
Esbens telt var af grå uld, med to stænger i et kryds foran. Indenfor lå der halm på jorden og skind over halmen. Det lugtede af røg og får.
Ivar lagde sig. Esben lagde sig ved siden af ham. Uden for teltet knitrede bålet. Nogen hostede et sted. En hest prustede ved hegnet. Bølgerne fra fjorden klukkede mod træbroen, hvor vikingeskibet lå og vuggede.
Det var ikke helt stille. Men der var ingen biler. Ingen tv. Ingen telefon, der summede.
“Morbror?” hviskede Ivar.
“Mm.”
“Jeg tror, jeg er tilbage i vikingetiden.”
“Det er du næsten,” sagde Esben. “I hvert fald til i morgen tidlig, når isboden åbner.”
Ivar fnisede ned i skindet. Så lyttede han. Til bålet. Til bølgerne. Til en ugle, der tudede ude i skoven ved fjorden.
Det var en lyd, en vikingedreng også havde hørt, i et telt af uld, for tusind år siden.
Han sov, før uglen havde tudet tre gange.
Godnat, du. Langt væk ved en fjord står et telt af grå uld, og bålet udenfor er brændt ned til gløder. Ivar sover derinde i sit fåreskind. Uglen er holdt op med at tude.
