Der var engang en dreng, der hed Karl. Alle kaldte ham Cowboy-Karl, fordi han altid gik med en brun hat, der var alt for stor, og et reb over skulderen, som han kaldte sin lasso. Han boede på en ranch ved prærien sammen med sin mor og en masse køer.
En mandag så han hesten for første gang.
Den stod helt ude ved den sorte sten, hvor prærien begyndte. Den var grå som en stormsky, med en lang, viltert manke, og den havde aldrig haft et menneske på ryggen. Folk kaldte den Storm.
“Jeg fanger den,” sagde Karl og svingede sit reb.
“Nej, det gør du ikke,” sagde mor. “En vild hest kan man ikke fange. Den kan man kun blive venner med. Og det tager tid.”
“Hvor lang tid?”
“Det bestemmer hesten.”
Om tirsdagen gik Karl ud til hegnet. Han stod der bare. Storm var langt væk. Den løftede hovedet og så på ham, og så græssede den videre.
Om onsdagen gik Karl ud til hegnet og kravlede over det. Han gik ti skridt ud på prærien og satte sig i græsset. Storm så på ham. Den gik ikke væk. Men den kom heller ikke nærmere.
Om torsdagen gik Karl tyve skridt ud. Han havde et æble med. Han lagde det i græsset foran sig og ventede. Storm kiggede på æblet. Kiggede på Karl. Blev stående. Efter lang tid gik Karl hjem igen, og da han vendte sig om ved hegnet, kunne han se, at Storm gik hen og spiste æblet.
Om fredagen tog Karl sit reb med. Han svingede det lidt, bare for at vise Storm, hvor god han var. Storm lagde ørerne tilbage, stejlede og galopperede væk, helt ud til horisonten.
Karl stod tilbage med rebet i hånden. Han følte sig dum.
Den aften hængte han rebet op på en krog i stalden. “Jeg tror ikke, Storm kan lide lassoer,” sagde han.
“Det tror jeg heller ikke,” sagde mor.
Om lørdagen gik Karl ud uden reb. Uden hat også, for den blæste hele tiden af. Han gik tredive skridt ud og satte sig. Han havde to æbler med. Han lagde det ene i græsset et lille stykke foran sig og beholdt det andet i hånden.
Storm kom ikke hele dagen. Men lige før aftensmaden kom den. Langsomt. Den spiste æblet i græsset. Så stod den og kiggede på det i Karls hånd.
Karl holdt hånden helt flad, sådan som mor havde vist ham. Han holdt vejret.
Storm strakte halsen. Dens mule var blød som fløjl og kildede i håndfladen. Æblet var væk med et knas.
Så gik den igen. Men den gik langsomt.
Om søndagen var det regnvejr. Karl gik ud alligevel, i gummistøvler og regnfrakke, og satte sig på den sorte sten. Han havde ingen æbler med denne gang. Han ville bare sidde der.
Han sad der længe. Regnen trommede på hætten. Han tænkte på ingenting.
Så mærkede han noget varmt ved nakken. Et pust.
Storm stod lige bag ham. Så tæt, at han kunne høre den trække vejret. Den var våd og grå og dampede lidt i kulden. Den sænkede hovedet og skubbede blidt til hans skulder med mulen, som for at sige: hvad laver du her i regnen?
Karl rakte langsomt hånden op. Han lagde den på hestens hals. Den var varm under det våde hår.
Storm blev stående.
De stod der sammen, drengen og hesten, til regnen holdt op og der kom en stribe gul himmel ude ved horisonten. Så gik Karl hjem. Storm fulgte efter ham helt hen til hegnet. Der stoppede den og så efter ham, til han var gået ind.
“Nå?” sagde mor.
“Den kom selv,” sagde Karl. “Jeg gjorde ikke noget. Jeg sad bare der.”
Mor nikkede, som om det var præcis det, hun havde regnet med.
Godnat, du. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag. Syv dage, og så begynder ugen forfra. Ude på prærien står en grå hest i mørket og sover stående. Det kan heste. Du må gerne ligge ned.
