Der var engang en dreng, der hed Valter. Han var otte år, han havde en papkasse fuld af træsværd under sengen, og han havde fået en gammel bog af sin onkel med et billede af en ridderturnering på forsiden.
En aften, mens han kiggede på billedet, mærkede han et sug i maven. Bogstaverne begyndte at hvirvle. Og så stod han på en mark, mellem telte med striber, i lugten af heste og stegt brød.
Han kiggede ned ad sig selv. Han havde en grøn kjortel på og et bælte med en lille taske.
“Dér er du!” råbte en stemme. En høj mand med rødt skæg og et skjold med en ugle på kom hen til ham. “Min væbner blev syg i går. Du er den nye. Kan du spænde en rustning?”
“Øh,” sagde Valter. “Det kan jeg lære.”
“Godt. Jeg er ridder Ulrik. Kom.”
Inde i Ulriks telt lå rustningen spredt ud på et tæppe. Brystplade. Rygplade. Skulderstykker. Armstykker. Handsker. Benskinner. Hjelm. Og overalt små remme med spænder.
“Først benene,” sagde Ulrik og satte sig på en skammel. “Så brystet. Så ryggen. Så armene. Hjelmen til sidst. Ellers kan jeg ikke bøje mig og tage den på.”
Valter spændte. Han lagde mærke til rækkefølgen. Han talte remmene. Der var fireogtyve. Den sidste sad helt nede bag på ryggen, hvor ridderen ikke selv kunne nå.
“Du er hurtig,” sagde Ulrik, da han rejste sig med en klirren. “Og du glemte ikke den bagerste. Det gør de fleste.”
Så begyndte turneringen.
Først var der ringstikning. Ridderne red i fuld galop og skulle stikke lansen gennem en lille jernring, der hang i en snor. Ulrik ramte den anden gang. Publikum klappede. Valter stod ved hegnet og holdt hans reservelanse og hjertet helt oppe i halsen.
Så var der bueskydning. Ulrik ramte ikke særlig godt. Han ramte en halmballe, et træ og til sidst, med et stort grin, målet. Valter rakte ham pile, en ad gangen, med fjerene den rigtige vej.
Om eftermiddagen stillede kongens herold sig op på en tønde og blæste i en trompet.
“Nu,” råbte han, “den skjulte udfordring! Den, ingen kender, før den kommer!”
Alle ridderne rettede sig op. Hestene trampede. Publikum blev stille.
“Den første ridder,” råbte herolden, “der står foran kongen uden sin rustning, helt uden, med alle dele lagt pænt på jorden, vinder dagens sølvbæger! Og I må ikke bruge kniv på remmene! Nu!”
Der blev et øjebliks stilhed. Så brød kaos løs.
Ridderne begyndte at rive i deres remme. En ridder med en gul hjelm prøvede at trække brystpladen af over hovedet og sad fast med armene oppe. En anden fik benskinnen af, men kunne ikke bøje sig ned efter den anden. En tredje snurrede rundt og rundt efter en rem på ryggen, som en hund efter halen.
“Valter,” sagde Ulrik roligt og satte sig på skamlen. “Baglæns. Hjelm først.”
Valter havde allerede hænderne på hjelmen.
Hjelmen. Handskerne. Armene, venstre så højre. Den bagerste rem, nede på ryggen. Ryggen. Brystet. Benene. Han lagde hvert stykke på tæppet, i samme rækkefølge, som han havde taget dem af. Det klirrede. Ulrik rejste sig i sin uldne skjorte og så pludselig meget mindre ud.
De gik hen foran kongen.
Kongen kiggede på Ulrik. Så kiggede han på Valter. Så kiggede han ud over pladsen, hvor otte riddere i halve rustninger sad fast i alle mulige stillinger, og en af dem lå på ryggen som en bille og sparkede.
Kongen begyndte at grine. Først lidt. Så så meget, at hans krone gled skævt.
“Sølvbægeret til ridder Ulrik,” sagde han, da han kunne tale igen. “Og hans væbner.”
“Det er væbnerens,” sagde Ulrik. “Jeg sad bare på en skammel.”
“Hvad hedder du, dreng?”
“Valter.”
“Valter,” sagde kongen. “Du har vundet. Men jeg tror, du har mere arbejde endnu.” Han nikkede ud mod pladsen.
Valter kiggede. Ridderen med den gule hjelm sad stadig fast med armene over hovedet.
Så han gik derud. Og han hjalp den gule ridder. Og så den, der lå som en bille. Og så den med benskinnen. Ulrik gik med og holdt stykkerne. Hjelm først. Baglæns. Den bagerste rem til sidst.
Da det blev mørkt mellem teltene, sad alle ridderne i skjorteærmer rundt om et stort bål og spiste stegt brød. Den gule ridder havde lagt armen om Valters skuldre og fortalte, at han havde siddet fast i sin rustning i fire år, hver gang han skulle tisse.
Valter grinede så meget, at han fik ondt i maven.
Og så mærkede han suget igen.
Han lå i sin seng. Bogen lå åben på dynen. Det var mørkt udenfor. Han havde ikke noget sølvbæger.
Men om hans håndled sad der en lille læderrem med et spænde af messing. Han havde ikke haft den på, da han gik i seng.
Han lod den sidde.
Har du prøvet at tage tøjet af i den forkerte rækkefølge, du? Bukserne før skoene? Det går ikke så godt, vel? Nu er tøjet af, og pyjamasen er på. Nu er det bare dig og dynen. Godnat.
