Der var engang en dreng, der hed Kasper. Han var syv år og havde en regel, som han havde lavet selv: Sengetid var altid for tidligt.
En søndag, mens han rodede i en kasse på loftet, fandt han et gammelt ur af messing, rundt som en småkage og med låg, og inde under låget var urskiven ikke tal, men små tegn: en sol, en måne, en kop, en seng.
“Det var din oldefars,” sagde mor, da han viste hende det. “Det har aldrig gået. Han sagde altid, at det var gådefuldt. At det kunne skrue tiden tilbage, hvis man drejede rigtigt. Men det var nok bare noget, han sagde.”
Kasper tog det med op på værelset.
Klokken var halv otte. Mor kaldte. “Tandbørstning, Kasper!”
Kasper kiggede på uret. Viseren stod på sengen. Han tog fat i den lille knap på siden og drejede. Baglæns. Bare en lille smule. Til koppen.
Det sitrede i fingrene.
“Aftensmad!” råbte far nedefra.
Kasper blinkede. Han løb ned. Der stod frikadeller på bordet. Det samme som før. Lillesøster Ingrid væltede sit mælkeglas. Det samme som før. Far sagde: “Ups, Ingrid-pigen.” Det samme som før.
Kasper smilede bredt. Det virkede.
Efter maden kom halv otte igen. “Tandbørstning!”
Kasper løb op og drejede igen. Til koppen.
Frikadeller. Mælkeglas. “Ups, Ingrid-pigen.”
Han spiste igen. Det var lidt sværere denne gang. Han var ikke rigtig sulten.
Halv otte. “Tandbørstning!”
Han drejede igen.
Frikadeller. Mælk. Ups.
Nu var han mæt. Rigtig mæt. Han kunne ikke spise mere. Men mor kiggede bekymret på ham, fordi han ikke rørte sin mad, og det havde hun ikke gjort de andre gange.
Og han var træt. Det var det mærkelige. Aftenen startede forfra, men det gjorde han ikke. Hans øjne var tunge. Hans ben var tunge. Han havde været vågen i tre aftener i træk.
Halv otte. “Tandbørstning!”
Kasper sad på sengekanten med uret i hånden. Han gabte så meget, at kæben knækkede.
Han kunne dreje igen. Han kunne få én aften mere. Og én til. Og én til.
Han kiggede på viseren. Den stod på sengen.
Han lod den stå.
Han børstede tænder, så langsomt, at mor kom og kiggede ind for at se, om han var faldet i søvn stående. Han tog pyjamas på. Han kravlede under dynen.
“Du er mærkelig i aften,” sagde mor og satte sig på sengekanten. “Du har ikke engang sagt, at det er for tidligt.”
“Det er ikke for tidligt,” mumlede Kasper. “Det er faktisk lidt sent.”
Mor lagde hånden på hans pande, som om hun ville se, om han havde feber. Så smilede hun og slukkede lyset.
Uret lå på natbordet med låget åbent. I mørket kunne Kasper ane den lille seng på urskiven. Han rakte hånden ud og klappede låget i.
Oldefar havde haft ret. Uret kunne skrue aftenen tilbage. Men trætheden blev bare liggende, aften efter aften, oven i hinanden.
Så sov han.
Hvis du havde et ur, der kunne give dig én aften mere, du, ville du så bruge det i nat? Kasper ville ikke. Han sover tungt nu, med uret klappet i på natbordet. Godnat.
