Der var engang en lille drage, der hed Flamme. Han var orange som en gulerod, havde vinger, der var lige så brede som et lagen, og han havde sin hule lige ved kanten af kongens kløft.
Over kløften gik en bro. Den var gammel og smal og lavet af planker og reb, og den svajede i vinden. På den anden side lå kongens borg.
Hvert forår skulle de unge væbnere krydse broen alene. Det var ridderprøven. Når man var kommet over, var man ridder.
Dette forår var der kun én væbner. Han hed Bendt, han var tolv år, og han stod ved broens ende og kiggede ned i kløften med et ansigt, der var lige så hvidt som hans skjorte.
Flamme sad på en sten og så på ham. Han havde set mange væbnere. De fleste gik bare over. Nogle løb. Men Bendt stod.
“Er du bange?” spurgte Flamme.
Bendt hoppede. Han havde ikke set dragen. “Nej,” sagde han. Så sagde han: “Ja.”
“For dragen?” sagde Flamme. “For det er bare mig. Jeg bider ikke. Jeg spiser mest æbler.”
“Ikke for dig,” sagde Bendt. “For det dér.” Han pegede ned i kløften. Den var så dyb, at man ikke kunne se bunden, bare tåge og en lille sølvtråd af en flod langt nede.
Flamme kiggede ned. Han havde aldrig været bange for at falde. Han havde vinger.
“Hvad sker der, hvis man ikke går over?”
“Så bliver man ikke ridder,” sagde Bendt. “Så skal jeg hjem til min far og sige, at jeg ikke turde.”
Flamme tænkte. Han kunne godt flyve Bendt over. Det ville tage et øjeblik. Men så ville Bendt ikke have gået over selv.
“Jeg har en idé,” sagde han. “Jeg flyver under broen. Hele vejen. Lige under dig. Hvis du falder, griber jeg dig. Men du falder ikke. Det har ingen nogensinde gjort.”
Bendt kiggede på ham. “Lover du det?”
“Jeg lover det. Og så tæller vi plankerne. Det plejer at hjælpe.”
Bendt tog et skridt ud på broen. Den gyngede. Han greb fat i rebet med begge hænder.
Under ham, langt nede, slog Flamme med vingerne og lagde sig i luften, så Bendt kunne se ham mellem plankerne. Orange og rolig.
“Én,” sagde Flamme.
Bendt tog et skridt. “Én.”
“To.”
“To.”
De talte. Tre, fire, fem. Ved ti blæste det, og broen svingede. Bendt standsede og lukkede øjnene.
“Jeg er her stadig,” sagde Flamme nedefra. “Lige under dig. Elleve.”
Bendt åbnede øjnene. Han kiggede ned gennem sprækken. Dragen var der.
“Elleve,” sagde han.
Tolv. Tretten. Han kiggede ikke ned i kløften mere. Han kiggede kun på den næste planke og den orange drage nedenunder. Tyve. Tredive. Fyrre.
Ved treoghalvtreds var der ikke flere planker. Der var græs. Han stod på den anden side.
Bendt satte sig ned i græsset med et bump. Hans ben rystede. Flamme landede ved siden af ham.
“Treoghalvtreds,” sagde Flamme. “Det vidste jeg ikke engang.”
Oppe ved borgen kom kongen gående ned ad stien med sin kappe flagrende. Han havde set det hele fra vinduet.
“Jeg så en drage,” sagde han, “under broen.”
“Han greb mig ikke,” sagde Bendt hurtigt. “Jeg gik selv.”
“Det så jeg,” sagde kongen. “Men han var der. Det så jeg også.”
Han slog Bendt til ridder med sit sværd, ét let slag på hver skulder. Og så, lidt efter, gav han Flamme et æble.
Den aften fløj Flamme hjem til sin hule ved kløften. Han lagde sig og talte, inden han sov. Én, to, tre. Han nåede til nitten.
Én planke, du. To planker. Tre. Tæl dem i dit eget tempo, som Bendt gjorde over broen. Der er ingen kløft under dig. Kun en blød seng. Godnat.
