Der var engang en lille alf, der hed Lyng. Hun boede i kanten af en mose, i en tue af mos, og hun havde hår, der var lige så lilla som lyngen om sensommeren.
Midt i mosen boede Alfemøen. Hun var den ældste alf i hele egnen, høj og tynd som et siv, og hver aften, når det blev mørkt, gik hun ud på den største sten i mosen og sang.
Hun sang Månesangen. Den var lang og langsom, og den havde ord, som ingen andre kunne huske. Alferne sagde, at det var den, der fik månen til at stå op over mosen. Hver aften sang Alfemøen, og hver aften kom månen op, først som en orange stribe bag birketræerne, så rund og hvid og høj.
Lyng sad altid i sin tue og lyttede. Hun kunne de første tre ord. Resten nynnede hun bare.
En aften kom Alfemøen ikke ud på stenen.
Lyng ventede. Det blev mørkere. Frøerne begyndte at kvække. Til sidst listede hun hen til Alfemøens hus, som var lavet af en gammel, hul birkestub, og bankede på.
“Kom ind,” hviskede en hæs stemme.
Alfemøen lå i sin seng med et halstørklæde af uld og en kop te med honning.
“Jeg er blevet forkølet,” hviskede hun. “Jeg kan ikke synge i aften. Du må gøre det, Lyng.”
“Men jeg kan ikke ordene!”
“Så syng det, du kan,” hviskede Alfemøen og lukkede øjnene.
Lyng gik ud til den store sten. Den var kold og våd under fødderne. Mosen var helt sort. Hun tog en dyb indånding og sang de tre første ord. Så kunne hun ikke mere.
Hun stod lidt. Så begyndte hun at nynne. Lavt og langsomt, ligesom melodien gik.
Hmmm, hmmm, hmmm.
En frø i nærheden holdt op med at kvække. Så begyndte den at kvække i takt. En anden frø gjorde det samme. Og en tredje. Snart nynnede og kvækkede hele mosen, og vinden i sivene fløjtede lidt med.
Lyng nynnede videre. Hun turde ikke kigge op.
Da hun endelig gjorde det, stod der en orange stribe bag birketræerne. Den blev rundere og lysere og steg langsomt op over mosen, rund og hvid og helt stille.
Næste morgen bragte Lyng frisk te til Alfemøen.
“Den kom,” sagde hun. “Månen kom, selv om jeg ikke kunne ordene.”
Alfemøen smilede bag sit halstørklæde. “Den kommer hver aften,” hviskede hun. “Det har den altid gjort. Det er ikke derfor, man synger.”
“Hvorfor synger man så?”
Alfemøen tænkte. “Fordi frøerne kan lide det,” hviskede hun. “Og fordi det er lidt ensomt for månen at stå op, hvis der ikke er nogen, der synger.”
Den aften var Alfemøen stadig hæs. Så Lyng sang igen. Hun kunne fire ord nu.
Er der frøer i nærheden af, hvor du bor, du? Om sommeren kan man høre dem kvække om aftenen i grøfter og vandhuller. Tænk på dem nu, og på en lille lilla alf, der nynner sammen med dem. Hmmm. Godnat.
