Der var engang en alf ved navn Silke. Hun var ikke højere end et fingerbøl, hun boede i et tomt sneglehus under et bregneblad, og hun bar altid en lille pose af edderkoppespind om livet.
I posen havde hun stjernestøv.
Det var ikke meget. Men et drys på et visnet blad kunne få det til at stå op igen. Et drys på en bange bille kunne få den til at holde op med at ryste. Og et drys i luften en mørk aften kunne lyse helt hen til næste træ.
En aften vendte Silke posen på hovedet. Der kom tre gnister ud. Så ikke mere.
“Uh-uh,” sagde nogen over hende.
Det var uglen Halfdan. Han sad på sin gren og så på hende med det ene øje. Det andet sov. Det gjorde det tit.
“Den er tom,” sagde Silke.
“Stjernedalen,” sagde Halfdan. “Der falder det. Som sne.” Han lukkede også det andet øje. Så åbnede han det igen, fordi han var en ugle og vidste, at natten var hans tid. “Jeg viser dig vejen,” sukkede han. “Men vi flyver langsomt. Jeg har lige spist.”
Silke satte sig mellem hans fjer, der hvor det var varmest. Halfdan lettede uden en lyd.
De fløj over bækken, der klukkede. Over engen, hvor græsset stod sølvgrå i måneskinnet. Over den gamle mølle, hvis vinger stod stille. Og ned i en dal, hvor luften var så stille, at Silke kunne høre sit eget hjerte.
Der faldt det.
Stjernestøvet dalede ned fra himlen, langsomt og glitrende, som var der nogen, der sigtede mel deroppe. Det lagde sig på stenene og på græsset og i Silkes hår. Det var koldt og varmt på samme tid. Det duftede af ingenting og af alting.
Silke fyldte posen. Halfdan holdt vagt. Han holdt øjnene åbne. Begge to.
Da posen var fuld, hørte de en lille lyd. Ikke gråd. Mere en hikken, af den slags man får, når man har prøvet længe ikke at græde.
Bag en sten sad en kaninunge og rystede.
“Jeg har mistet min mor,” sagde den. “Jeg gik efter en sommerfugl, og så var alle stierne ens.”
Silke kiggede på kaninungen. Hun kiggede på sin fulde pose. Hun vidste, at hvis hun tryllede en lysende stjerne frem, der kunne vise vejen, ville det tage næsten hele posen.
Men så fik hun en anden idé.
“Hvor kommer du fra?” spurgte hun.
“Fra bakken med de tre fyrretræer,” sagde kaninungen.
“Halfdan,” sagde Silke. “Kan du se den derfra?”
Halfdan drejede hovedet helt om. “Selvfølgelig,” sagde han.
Så fløj Halfdan foran, lavt over jorden, og for hvert lille stykke drysede Silke en enkelt gnist af stjernestøv ned bag dem. Kun én. Det var nok. Gnisterne blev liggende og lyste i græsset som små lygter, hele vejen fra dalen til bakken med de tre fyrretræer.
Kaninungen hoppede fra gnist til gnist. Hop. Hop. Hop.
Ved bakken stod kaninmoren og ventede med ørerne helt oppe.
Da Silke kom hjem, var der stadig næsten en hel pose tilbage. Hun hængte den på sin dørknop og kravlede ind i sneglehuset.
Udenfor, langt væk, lå gnisterne stadig i græsset og lyste svagt. Hvis andre små dyr farede vild i nat, ville de kunne finde hjem.
Silke lukkede øjnene. Halfdan holdt vagt. Med det ene øje.
Hvis du vågner i nat, og det er mørkt, så tænk på en lille sti af gnister, der lyser hele vejen hen til din mor og far. Sov godt, du.
