Den lille alf og stjernestøvet

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille alf ved navn Luna, som boede i en hemmelig skov fyldt med glitrende blomster og syngende fugle. Luna var en særlig alf, for hun havde en lille pose med magisk stjernestøv, som hun brugte til at hjælpe sine venner i skoven.

En aften, da månen lyste klart på himlen, opdagede Luna, at hendes pose med stjernestøv var næsten tom. Hun vidste, at hun måtte finde mere stjernestøv, så hun kunne fortsætte med at sprede glæde og magi i skoven.

Luna besluttede sig for at tage på en rejse til Stjernedalen, et sted hvor stjernestøv faldt som sne fra himlen. Hun pakkede en lille taske med honningkager og satte afsted på sit eventyr.

På vejen mødte Luna en venlig ugle ved navn Oliver. “Hvor skal du hen, lille Luna?” spurgte Oliver med et venligt smil.

“Jeg skal til Stjernedalen for at finde mere stjernestøv,” svarede Luna. “Vil du med mig?”

Oliver nikkede og fløj op i luften for at vise Luna vejen. Sammen rejste de gennem skoven, over rislende bække og forbi blomstrende enge.

Da de nåede Stjernedalen, blev Luna fortryllet af det smukke syn. Stjernestøv dalede blidt ned fra himlen og glimtede som små diamanter i natten. Luna samlede forsigtigt stjernestøvet i sin pose, mens Oliver holdt vagt.

Pludselig hørte de en svag gråd. Luna og Oliver fulgte lyden og fandt en lille kaninunge, der havde mistet sin vej hjem. “Åh nej, jeg kan ikke finde min mor,” snøftede kaninungen.

Luna vidste straks, hvad hun skulle gøre. Hun tog lidt stjernestøv fra sin pose og dryssede det over kaninungen. “Dette stjernestøv vil vise dig vejen hjem,” sagde Luna blidt.

Med et blink begyndte stjernestøvet at lyse op som en lille stjerne, der svævede foran kaninungen. Den lille kanin fulgte lyset, og snart kunne de høre glade kaninlyde fra dens familie.

“Tak, Luna,” sagde kaninungen glad, inden den hoppede tilbage til sin mor.

Luna og Oliver smilede til hinanden, glade for at have hjulpet endnu en ven. Med posen fyldt med stjernestøv vendte de tilbage til skoven, hvor Luna kunne fortsætte med at sprede magi og glæde.

Da Luna lagde sig til at sove den aften, kiggede hun op på stjernerne og hviskede: “Tak for jeres lys og magi.” Og med et hjerte fyldt med glæde og taknemmelighed faldt hun i en dyb, fredfyldt søvn.

Og sådan endte Lunas eventyr for denne gang, men hun vidste, at der altid ville være nye eventyr og venner at hjælpe i den magiske skov.

Skriv en kommentar