Der var engang en ung alf, der hed Pil. Hun var så let, at hun kunne sidde på et bøgeblad, uden at det bøjede, og hun boede i en gammel egeskov, hvor alferne havde en konge. Kongen hed Ruske. Han var ældre end alle andre i skoven, og hans skæg var så langt, at han kunne bruge det som halstørklæde om vinteren.
Hvert efterår fik alfekongen en ny krone. Den var lavet af et agern med hat på: den lille, ru skål på toppen var selve kronen, og det glatte, brune agern sad indeni som en ædelsten. Kongen bar den hele vinteren. Om foråret lagde han den et sikkert sted. Og næste efterår fandt alferne et nyt agern, et af de fineste, og så fik han en ny.
Men i år var der noget, der ikke stemte.
“Hvor er sidste års krone?” spurgte Pil en dag, mens de samlede agern. “Den skal jo ligge i skatkammeret, sammen med de andre.”
Alferne kiggede på hinanden. I skatkammeret, en hulning under en rod, lå der kroner fra mange år. Små, mørke, tørre agern i hver sin skål, på rad og række. Men sidste års plads var tom.
“Kongen har glemt at lægge den derind,” sagde en af de gamle alfer. “Han har glemt, hvor han lagde den.”
Kong Ruske var lidt flov. “Jeg lagde den et sikkert sted,” sagde han. “Det er jeg helt sikker på. Jeg kan bare ikke huske, hvilket.”
Pil begyndte at lede.
Hun ledte i kongens sovekammer, i et hul i en gammel stub. Ingen krone. Hun ledte under hans stol, som var en gammel svamp. Ingen krone. Hun spurgte musene, som boede ved siden af. De havde ikke set den.
“Prøv at huske,” sagde hun til kongen. “Hvad lavede du den dag?”
Kong Ruske lukkede øjnene. “Det var forår,” sagde han langsomt. “Det havde regnet. Jeg gik en tur ud på lysningen, fordi solen kom frem. Og så var jeg varm i hovedet. Så tog jeg kronen af. Og så satte jeg mig på en mosstue og fik en lur.”
“Og så?”
“Og så vågnede jeg og gik hjem,” sagde kongen. “Uden krone, kan jeg forstå nu.”
Pil løb ud på lysningen. Der var masser af mosstuer. Hun gik fra den ene til den anden og løftede forsigtigt i mosset. Ingen krone. Ingen krone. Ingen krone.
Ved den sidste mosstue, helt ude ved kanten, hvor solen faldt bedst, stod der noget, der ikke havde været der før. Det var et lille træ. Ikke større end Pil selv. Det havde en tynd, brun stamme og fire grønne blade med bløde, runde takker.
Det var et egetræ.
Og nede ved roden, halvt skjult i mosset, lå der en lille, ru skål. En agernhat. Tom.
Pil satte sig på hug og kiggede. Agernet havde ligget i det fugtige mos hele foråret. Og så havde det gjort, hvad agern gør, når ingen samler dem op. Det havde sendt en rod ned og et skud op.
Hun hentede kongen. Det tog lidt tid, for han gik langsomt. Da han så det lille træ, stod han længe og sagde ingenting. Så tog han agernhatten op og satte den på hovedet. Den var tom nu og lidt for stor.
“Den er ikke væk,” sagde han. “Den er bare blevet til noget andet.”
Alferne kom fra hele skoven for at se. De besluttede, at sidste års krone skulle blive stående, hvor den stod. Pil satte fire små pinde rundt om den, så ingen ville træde på den.
Den aften fik kong Ruske sin nye krone, et stort og blankt agern med en fin, ru hat. Han lovede at lægge den i skatkammeret til foråret. Pil lovede at minde ham om det.
Ude på lysningen stod det lille egetræ i mørket med sine fire blade. Det skulle stå der i mange hundrede år. Og om nogle år, når det blev stort, ville det selv lave agern. Et af dem ville blive en krone.
Ude på lysningen står en konges glemte krone i nat, du, med fire grønne blade og fire små pinde omkring sig. Til næste år har den måske seks blade. Godnat.
