Der var engang en pige, der hed Molly, og hun var en lille heks. Ikke en farlig heks. En heks, der stadig gik i heksebørnehave og kun kunne tre trylleformularer: en til at få blomster til at gro, en til at finde sine sokker og en til at lave bobler i badevandet. Alligevel kaldte alle hende Magiske Molly.
Molly boede med sin mor i et skævt hus ved skoven. Og i det skæve hus var der et kosteskab.
Det var bare et ganske almindeligt skab under trappen, hvor kosterne stod. Mors kost, Mollys lille kost, en rive og en gammel, laset kost, der var så gammel, at ingen længere brugte den. Hun hed Fejeline.
En nat vågnede Molly ved en lyd. Bump. Så stille. Så bump igen. Den kom nede fra trappen.
Hun listede ned. Lyden kom fra kosteskabet.
Hun åbnede døren. Lige så stille.
Inde i kosteskabet svævede kosterne. Mors kost fløj i en lille cirkel oppe under loftet. Mollys kost fløj efter den. Riven hang stille i luften og så til. Og nede på gulvet, med børsterne rystende, stod Fejeline.
“Hvad laver I?” hviskede Molly.
Kosterne frøs. Så dalede de langsomt ned og stillede sig op ad væggen, som om de aldrig havde rørt sig.
Molly knælede ned foran Fejeline. “Kan du ikke flyve?”
Fejeline rystede med børsterne.
Molly kendte historien. Mor havde fortalt den. For mange år siden, da Fejeline var mormors kost, var hun fløjet ind i et piletræ midt i et uvejr. Mormor var ikke kommet til skade, men Fejeline havde mistet halvdelen af sine strå. Siden havde hun ikke fløjet en centimeter.
“De andre øver med dig,” sagde Molly langsomt. “Om natten. Så ingen ser det.”
Mors kost nikkede med skaftet.
Molly tænkte. Så gik hun op og vækkede mor. Hun ville ikke flyve om natten uden mor. Det var den vigtigste regel i huset.
Mor kom ned i slåbrok og så på kosteskabet. Så smilede hun.
“Vi tager hende med ud i haven,” sagde hun. “Lavt og langsomt. Jeg går ved siden af.”
De bar Fejeline ud i månelyset. Græsset var vådt. Molly satte sig forsigtigt på hende, med fødderne helt nede ved jorden.
“Du bestemmer,” hviskede hun til Fejeline. “Vi skal ikke højt. Bare en lillebitte smule.”
Først stod hun bare. Så rørte hun sig en lillebitte smule. Fejeline løftede sig. Ti centimeter. Tyve. Mollys tæer strøg hen over græsspidserne.
De fløj gennem haven. Forbi æbletræet. Forbi bedet med Mollys blomster. Langsomt, som en båd på stille vand. Mor gik ved siden af hele vejen og holdt en hånd lige under kosteskaftet.
Ved hækken stoppede Fejeline og dalede ned. Hendes børster rystede ikke mere.
“Det var nok for i nat,” sagde mor.
De bar hende ind igen. Mors kost og Mollys kost og riven stod og ventede i kosteskabet. Da Fejeline kom ind, bøjede de sig alle sammen lidt frem.
Kosteskabsdøren er lukket i nat, du. Fejeline står inderst ved væggen med sine halve strå, og ved siden af hende står Mollys lille kost og støtter hende. I morgen flyver de til æbletræet. Godnat.
