Der var engang en heks, der hed Grimhild. Hun havde en lang, spids, sort heksehat, og den ville ikke sidde fast.
Hver gang det blæste, fløj den af. Hver gang hun bøjede sig ned for at plukke svampe, faldt den af. Og hver gang hun fløj på sin kost, blev den revet af hovedet og forsvandt ud over trætoppene, og så måtte hun vende om og lede efter den.
En gang hang den i et kirketårn i tre dage.
Grimhild prøvede alt. Hun tryllede klister ind i hatten. Så sad den fast, men så sad håret også fast, og det tog en hel aften at få det løs igen. Hun prøvede en tung sten i spidsen. Så hang hatten ned over øjnene. Hun prøvede en trylleformular, der skulle gøre hatten tung, men hun kom til at sige den forkert, så hatten blev så let, at den svævede op under loftet og blev der.
“Det er en elendig hat,” sagde hun til sin ugle.
Uglen sagde ingenting. Den sov.
En dag kom nabopigen Mie forbi. Hun var fem år og boede i huset nede ved åen, og hun var ikke bange for hekse.
Grimhilds hat lå i en vandpyt.
“Hvorfor har du ikke elastik i?” spurgte Mie.
“Elastik?”
Mie tog sin egen hue af. Den var rød, med en lille hvid elastik, der gik ned under hagen. “Mor syr det i,” sagde hun. “Så blæser den ikke af.”
Grimhild kiggede længe på huen. Så gik hun ind og fandt sin nål og tråd, mens Mie løb hjem efter elastikken.
Det var ikke en trylleformular. Det var bare et stykke elastik fra Mies mors syskrin, syet i med sort tråd og otte små sting på hver side.
Grimhild satte hatten på og trak elastikken ned under hagen. Så satte hun sig på kosten og fløj tre gange rundt om huset, mens Mie stod nedenfor og råbte hurra.
Hatten sad fast.
Den aften gik Grimhild i seng med hatten på. Bare for at være sikker.
Elastikken holder, du. Hatten sidder fast, uanset hvor meget det blæser, og du ligger lunt og godt i din seng. Godnat.
