Der var engang en lille feprinsesse, der hed Kløver. Hun var på højde med en tændstik, hun havde vinger, der lignede to lysegrønne lindefrø, og hun boede med sin familie i en hyldebusk i udkanten af en have.
Om sommeren var hyldebusken det bedste sted i verden. Men nu var det oktober. Bladene faldt af, ét for ét, og hver nat blæste det lidt mere ind mellem grenene.
“Vi skal finde et vinterslot,” sagde Kløvers far, kongen, og gned sine kolde hænder.
Kløvers oldemor sad i sin vuggestol af en valnøddeskal og nikkede. “Da jeg var lille,” sagde hun, “fortalte man om et skjult slot. Det var gråt som tåge og rundt som et græskar, og det havde hundrede værelser. De stribede bygmestre byggede det hele sommeren, og når frosten kom, flyttede de ud og kom aldrig tilbage.”
“Hvor står det?” spurgte Kløver.
“Det ved ingen,” sagde oldemor. “Det er jo skjult. Men man skal aldrig gå derind før efter den første frost. Det skal du love mig.”
Kløver lovede det.
Næste morgen var græsset hvidt og knasende. Det var den første frost. Kløver tog sin hue af mos på og fløj ud for at lede.
Hun ledte under hækken og oppe i æbletræet. Hun ledte i postkassen, men der var kun regninger. Til sidst fløj hun op under taget på det gamle redskabsskur, hvor ingen havde været hele sommeren.
Og der hang det.
Det var rundt som et græskar og gråt som tåge, og det hang fast i en bjælke med en lille, tyk stilk. Når man kom helt tæt på, kunne man se, at det var lavet af papir. Tyndt, skørt papir i striber, nogle grå, nogle brune, en enkelt næsten lyserød, som om bygmestrene havde gnavet i alle mulige slags træ og spyttet det ud igen.
Nederst var der en lille dør. Kløver lyttede. Der var ingen summen. Hun stak hovedet ind.
Indenfor var der værelser. Mange, mange værelser, alle sekskantede, side om side, etage over etage, med små gange imellem. Det var tørt og stille, og der lugtede svagt af gammelt træ. Vinden kunne slet ikke komme ind.
“Hvem har bygget det?” hviskede Kløver.
En edderkop, der sad uden for døren og strikkede, svarede: “Hvepsene. Hele sommeren fløj de frem og tilbage. Nu er de væk. De bygger aldrig i det samme hus to gange.”
Kløver fløj hjem så hurtigt, at hendes vinger summede.
Samme eftermiddag flyttede feerne ind. Kongen fik et værelse øverst, oldemor fik et værelse lige ved døren, så hun kunne se ud, og Kløver fik et sekskantet værelse midt i det hele, med en seng af distelfnug.
Om aftenen lå hun og lyttede. Udenfor peb vinden om skuret. Indenfor var der ikke et pust.
“Oldemor,” råbte hun op gennem gangene, “slottet findes!”
“Selvfølgelig gør det det,” råbte oldemor tilbage. “Jeg sagde jo, det var skjult. Jeg sagde ikke, at det var opdigtet.”
Ude i haven, du, hænger der måske også et lille, gråt papirslot under et tag. Lad det hænge. Der bor nogen i det i vinter, og de sover allerede, krøllet sammen i deres sekskantede senge. Godnat fra Kløver.
