Der var engang en alfekonge, der hed Valmue. Han boede midt i en gammel bøgeskov, i en sal under rødderne af det største træ, og han havde en krone af snegleskaller og en kappe af røde kronblade.
Kong Valmue var en god konge. Alle alferne i skoven kom til ham med deres problemer, og han hjalp dem. Han hjalp dem om morgenen og om eftermiddagen, og når de kom om aftenen, hjalp han dem også. Og når de kom midt om natten, fordi en ugle havde siddet for længe på deres tag, stod han op og hjalp dem igen.
En sommeraften holdt skoven fest. Der var dans i lysningen og mjød i agern-kopper, og kong Valmue sad på sin trone og så på. Han smilede. Han gabte. Han lukkede øjnene et øjeblik.
Og så åbnede han dem ikke igen.
“Kongen sover!” råbte en alf.
“Vågn op, Deres Majestæt!” råbte en anden.
Kongen snorkede blidt.
Næste morgen sov han stadig. Alferne var meget bekymrede. Der måtte være tale om en forbandelse. En søvnforbandelse, sådan en, man læste om i de gamle bøger.
“Vi må bryde den,” sagde den ældste alf.
Først hentede de trompeterne. Det var store, hvide snerleblomster, og når man pustede i dem, lød det som en elefant. De blæste alle sammen på én gang lige ved kongens øre.
Kongen vendte sig om på tronen og snorkede videre.
Så hentede de en humlebi og bad hende brumme så højt, hun kunne. Hun brummede, til hun blev svimmel. Kongen sov.
Så kildede de ham under fødderne med en musvitfjer. Kongen trak fødderne op under kappen. Han sov.
Så dryppede de en dugdråbe på hans næse. Kongen nyste. Alferne holdt vejret. Han sov.
Bagest havde Hvene stået og set på det hele. Hun var skovens allermindste alf, så lille, at hun mest af alt lignede et frø med ben. Hun kravlede op på tronens armlæn og kiggede på kongen.
Han havde mørke rande under øjnene. Kronen sad skævt. Hans hænder lå ganske slapt i skødet, som hænder gør, når de har arbejdet meget længe.
“Det er ikke en forbandelse,” sagde Hvene. “Han er bare træt.”
Alferne kiggede på hende.
“Hvor mange nætter har han sovet en hel nat?” spurgte hun.
Ingen svarede. For alle havde de banket på hans dør midt om natten, mindst én gang.
“Så lader vi ham sove,” sagde Hvene. “Og så klarer vi selv det, han plejer at klare.”
Det blev tre lange dage. Hvene satte to alfer til at holde vagt ved tronsalens dør, med fingeren på munden. Humlebien fik besked på at brumme et andet sted.
Den første dag kom en alf, hvis tag var blæst af. Hvene samlede seks alfer, og sammen lagde de et nyt tag af bregneblade. Det var lidt skævt, men det holdt tæt.
Den anden dag kom to alfer, som var uenige om, hvem der havde fundet et bestemt jordbær først. Hvene skar det over på midten. De var stadig lidt sure, men de spiste det.
Den tredje dag kom uglen selv og spurgte, om hun ikke snart måtte sidde på et tag igen. Hvene fandt en gammel gren til hende, langt fra alle husene. Uglen var meget tilfreds.
Om morgenen den fjerde dag åbnede kong Valmue øjnene. Han strakte armene over hovedet, så kappen faldt af. Han gabte så længe, at alle alferne i salen gabte med.
“Sikke en dejlig lur,” sagde han. “Har der været noget?”
Alferne kiggede på hinanden og så på Hvene.
“Ikke rigtig,” sagde Hvene. “Et tag. Et jordbær. En ugle.”
Kongen så på hende længe. Så rettede han på sin krone og nikkede. Samme eftermiddag hang der et skilt på døren til tronsalen. Der stod: Kongen hjælper gerne. Men ikke om natten.
Under skiltet var der tegnet en lille ugle, der sov.
Har du gabt endnu, du? Prøv. Et stort et, med armene over hovedet, ligesom kong Valmue. Smitter det? Hvis der er nogen i nærheden, gaber de måske med. Og så kan I alle sammen sove hele natten.
