Der var engang en pige, der hed Luna. Hun var fem år, og en aften i november gik strømmen.
Det skete lige midt i tandbørstningen. Lyset på badeværelset gik ud, og køleskabet holdt op med at brumme, og hele huset blev mørkt og stille på én gang.
“Far!”
“Jeg er her,” sagde far fra gangen. “Bliv stående. Jeg finder et lys.”
Hun hørte ham rode i køkkenskuffen. Så et lille skrab, og så var der en flamme. Far kom gående med et stearinlys i en lysestage og satte det på hendes natbord.
Luna kravlede op i sengen. Hun kiggede på væggen.
Der var nogen.
Store, mørke skikkelser, der bevægede sig. En med lange ører. En med en mund, der åbnede og lukkede sig. De dansede op ad væggen og helt op under loftet, og de blev større og mindre, når flammen flakkede.
“Far,” hviskede hun. “Der er monstre på væggen.”
Far kiggede. “Det er de,” sagde han. “Hør. Det der med de lange ører, det hedder Vims. Hej, Vims.”
Han løftede hånden op foran lyset. To fingre op. Og på væggen fik monstret med de lange ører et par ører mere og begyndte at hoppe.
Luna stirrede.
“Det er dig,” sagde hun.
“Det er mig og Vims,” sagde far. “Vi er gamle venner. Han kommer kun frem, når strømmen går.”
Luna løftede sin egen hånd. Hun holdt den op foran lyset og åbnede og lukkede den. På væggen åbnede et lille monster munden og lukkede den igen.
“Den der hedder Gab,” sagde hun.
Gab og Vims legede på væggen i lang tid. De løb efter hinanden op over loftet. De gemte sig bag gardinet. Vims prøvede at spise Gab, og Gab bed Vims i øret, og så var de venner igen. Luna grinede, så hun fik hikke.
Til sidst gabte Gab, så hele væggen var en stor, sort mund.
“Han er træt,” sagde Luna.
“Det er Vims også,” sagde far. “Lad dem lægge sig.”
De lagde hænderne ned på dynen. På væggen forsvandt monstrene. Der var bare skyggen af sengegavlen og en blød, gul cirkel fra lyset.
Far pustede lyset ud. Så var der mørkt. Helt mørkt. Og stille.
“Er de her stadig?” spurgte Luna.
“De er lige her,” sagde far. “I vores hænder. De sover.”
Luna lagde sin hånd helt stille ind under puden, så Gab ikke vågnede.
Når lyset er pustet ud, du, går skyggemonstrene også i seng. Vims sover. Gab sover. Og snart sover du. Godnat.
