Der var engang en zombie, der hed Mumle, og han startede i 2.b en mandag i marts.
Han var grønlig i huden og lidt skæv i ryggen, og han gik med små, slæbende skridt. Han havde en rygsæk med dinosaurer på og en madpakke, som hans mor havde smurt. Hun var også zombie. Hun stod i døren og vinkede med en hånd, der sad lidt løst.
“Det her er Mumle,” sagde lærer Bodo. “Han er lige flyttet ind i det lille hus ved kirkegården. Vær søde ved ham.”
Ingen sagde noget. Alle kiggede.
Mumle satte sig på den ledige plads ved siden af Ruben. Ruben rykkede sin stol en lillebitte smule væk. Ikke meget. Bare lidt.
“Hej,” sagde Mumle. Det lød som en dør, der knirkede.
“Hej,” sagde Ruben.
Det viste sig, at Mumle var god til mange ting. Han var god til at tegne, især edderkopper. Han var god til at holde vejret, fordi han ikke rigtig behøvede at trække vejret. Og han lugtede ikke, som Ruben havde troet. Han lugtede af jord og en lille smule af pebermynte, for hans mor gav ham pebermyntepastiller med.
Men han var ikke god til at løbe.
Om torsdagen havde de idræt. De skulle spille rundbold. Ruben og Mumle kom på samme hold.
Da det blev Mumles tur til at slå, ramte han bolden helt perfekt. Den fløj langt ud over hele banen. Alle råbte. Mumle begyndte at løbe. Han slæbte sig hen mod første stang. Så anden stang. Han var langsom, men han løb. Og så, ved tredje stang, faldt hans arm af.
Den lå bare der i græsset.
Alle stoppede. En pige skreg. Lærer Bodo tabte sin fløjte.
Mumle kiggede ned på sin arm. “Åh nej,” sagde han. “Ikke igen.”
Ruben løb hen til ham. Han samlede armen op. Den var kold og lidt tung, men det var ikke ulækkert, egentlig. Det var bare en arm.
“Gør det ondt?” spurgte han.
“Nej,” sagde Mumle. “Den falder bare af en gang imellem. Mor plejer at sy den på.”
Ruben kiggede rundt. Ved lærer Bodos taske lå der en stor rulle hvid sportstape.
“Må jeg låne den?” råbte han.
Lærer Bodo nikkede. Han havde stadig ikke fundet sin fløjte.
Ruben satte armen op mod Mumles skulder. Så tapede han. Rundt og rundt og rundt, tolv gange, til den sad helt fast. Mumle bøjede den. Den virkede.
“Løb,” sagde Ruben.
Og Mumle løb. Fra tredje stang til hjem. Langsomt og skævt, med en hvid tapet skulder. Han nåede hjem lige før bolden.
Hele holdet jublede. Selv det andet hold klappede.
Om fredagen sad Ruben og Mumle ved siden af hinanden igen. Ruben rykkede ikke sin stol væk. Han rykkede den lidt nærmere i stedet, så han kunne se, hvordan Mumle tegnede edderkopper.
Og i Rubens penalhus lå der nu en lille rulle sportstape. Det kan man aldrig vide med zombier.
Mumle ligger og sover i sin seng i det lille hus ved kirkegården nu, du, med den tapede arm over maven. Hans mor har syet den ordentligt på igen. Men tapen sidder der stadig, for han ville beholde den. Godnat.
