Der var engang en lille drage, som alle kaldte Flamme-Fie, og hendes ild kunne ikke brænde.
Hun var ikke større end en gås. Hun havde gyldne skæl og små, runde vinger, og hun boede i en hule under rødderne af en gammel bøg. Når hun pustede, kom der ild ud af hendes mund ligesom hos alle andre drager. Men hendes ild var kold. Man kunne holde hånden lige ind i den, og den kildede bare. Og den kunne formes. Hvis hun tænkte på en sommerfugl, mens hun pustede, blev ilden til en sommerfugl af lys, der flagrede rundt i luften et øjeblik, før den forsvandt.
En dag kom pindsvinet Pigge travende hen til hendes hule.
“I aften er det sommerfest i lysningen,” sagde han. “Alle dyrene kommer. Vil du lave et ildshow?”
Det ville Flamme-Fie gerne.
Om aftenen sad alle skovens dyr i en stor rundkreds i græsset. Egern og harer og musene i forreste række. Rævene lidt længere tilbage. En grævling, der var kommet for sent og havde sat sig midt i det hele.
Flamme-Fie stillede sig i midten og trak vejret dybt.
Først pustede hun en fugl. Den fløj op over trætoppene, og alle sagde “åhhh”. Så pustede hun en hjort med store gevirer, der sprang hen over himlen. Så et skib med sejl. Så et helt slot med tårne og flag.
Dyrene klappede med poter og vinger. “Mere!” råbte de. “Større!”
Flamme-Fie pustede en kæmpe hval. Den var så stor, at den fyldte hele himlen over lysningen. Den svømmede langsomt rundt og pustede selv en fontæne af lys op.
Og så var hun træt.
Det kom helt pludseligt. Hendes ben rystede. Næste gang hun pustede, kom der kun en lille, svag gnist ud, der slukkede med det samme. Dyrene blev stille.
“Jeg kan ikke mere,” hviskede hun til Pigge. “Det var for stort.”
Pigge kiggede op på himlen og så på hende. “Så lav noget lille,” sagde han.
Flamme-Fie tænkte. Så pustede hun, meget forsigtigt, en enkelt lille ting. En natsværmer. Den var ikke større end en hasselnød, og den flagrede langsomt hen over græsset.
Hun pustede en til. Og en til. Små, bløde pust. Det var ikke svært. Det var næsten som at trække vejret.
Og natsværmerne forsvandt ikke. Måske fordi de var så små. De fløj stille rundt i lysningen, i hundredvis, og satte sig på græsstrå og blade og på grævlingens ryg. De lyste svagt, guldfarvet, og lysningen lignede en himmel fuld af stjerner, der var kommet ned for at hvile sig.
Ingen råbte “mere” denne gang. Dyrene sad bare og kiggede. En hare lagde sig ned i græsset. En lille mus gabte.
Natsværmerne af lys sidder stadig på græsstråene i lysningen, du, og lyser svagt guldfarvet. Grævlingen er faldet i søvn midt i rundkredsen med en af dem på næsen. Og Flamme-Fie ligger under bøgens rødder og puster en sidste, bitte lille én ud i hulen, så hun har lys at falde i søvn ved. Godnat.
