Der var engang to søskende, Åse og Juul, der var på juleferie hos deres bedstemor i et lille hus ved skoven.
Det havde sneet i tre dage. Sneen lå så tykt på taget, at huset lignede en kage med glasur, og ude i haven var fuglebrættet blevet til en lille, hvid bakke. Om aftenen sad de ved brændeovnen, og bedstemor strikkede og fortalte.
“I skoven her bor Vinternissen,” sagde hun. “Han er mindre end de andre nisser og har en hue, der er rød som en tyttebær. Det er ham, der samler brevene til julemanden fra alle de små huse her omkring. Han putter dem i en sæk af birkebark og bærer dem til et sted, hvor rensdyrene henter dem.”
“Har du set ham?” spurgte Juul. Han var seks.
“Kun hans spor,” sagde bedstemor. “Om morgenen, hvis man er tidligt oppe.”
Åse var ni og troede ikke helt på nisser. Men hun stod alligevel tidligt op næste morgen.
Det var stadig næsten mørkt. Himlen var blå og kold over skoven. Og i sneen ved havelågen var der spor. Små, smalle spor, som af to bittesmå støvler, der gik over haven, hen ad stien og ind mellem granerne.
“Bedstemor!” hviskede Åse. “Juul!”
De tog flyverdragter og huer og vanter på. Bedstemor tog sin store frakke og en lommelygte.
“Vi følger stien,” sagde hun. “Ikke længere end til den store sten. Og I holder jer, hvor jeg kan se jer.”
De fulgte sporene. De gik mellem granerne, hvor sneen var tyndere, og hen over en lille bro over en bæk, der var frosset til. Sporene gik hele vejen. Små og pæne, et skridt ad gangen.
Ved den store sten stoppede de. Sporene gik rundt om den og forsvandt ind i en tæt busk.
Men lige ved stenen lå der noget rødt i sneen.
Det var en hue. En lillebitte, rød hue, strikket af tynd uld, med en kvast i spidsen. Den var ikke større end et æggebæger.
Juul samlede den op. Den var stadig lidt varm indeni.
“Og se,” sagde Åse.
Under en grangren, lidt længere henne, stak et hjørne af papir op af sneen. Hun trak det forsigtigt fri. Det var en kuvert. Den var lidt fugtig i kanten. Udenpå stod der med store, skæve bogstaver: TIL JULEMANDEN. Og nedenunder, i mindre bogstaver, som en voksen måtte have hjulpet med: Fra Randi, 4 år, Skovbrynet 3.
“Det er pigen i det røde hus for enden af vejen,” sagde bedstemor. “Det må være faldet ud af sækken.”
“Så kommer det aldrig frem,” sagde Juul.
De kiggede på hinanden. Kuverten var ikke lukket. Den var bare foldet. Åse kiggede ikke ned i den. Det gør man ikke med andres breve. Men den var foldet så løst, at et hjørne af tegningen stak ud. Det var et rensdyr. Et brunt rensdyr med alt for mange ben og en rød næse.
“Vi lægger det tilbage,” sagde Åse. “Sammen med huen. Så han kan finde begge dele.”
De fandt den laveste gren på den store gran ved stenen. Juul satte huen på spidsen af en kvist. Åse stak kuverten ind mellem nålene lige under den, så den sad fast og ikke kunne blæse væk. Så gik de hjem og fik varm kakao, og Juul kiggede ud ad vinduet hele formiddagen.
Næste morgen gik de derud igen, alle tre.
Huen var væk. Kuverten var væk. Og i sneen under granen var der skrevet noget med en lille pind, i små, spidse bogstaver.
TAK.
Ved siden af lå der en lille grankogle med en rød uldtråd bundet om.
Åse sagde ikke noget hele vejen hjem. Men hun holdt bedstemor i hånden.
Juleaften fik Randi i det røde hus et kort fra julemanden med et billede af et rensdyr. Det havde præcis fire ben, fortalte hun sin mor. Og det fortalte hendes mor videre til bedstemor nede hos købmanden.
Hvem mon der har bundet den røde uldtråd om grankoglen på Åses natbord, du? Det er hun efterhånden ret sikker på. Ude i skoven ligger sneen tyk og stille, og et sted bag den store sten hænger en lillebitte rød hue til tørre over en lille ovn. Godnat.
