Der var engang en lille landsby ved navn Solstråleby, hvor alle kendte hinanden, og hver dag var fyldt med latter og leg. Men der var én ting, som landsbyens børn altid undgik: det gamle, mystiske tårn på bakken uden for byen. Det blev sagt, at en drage boede der, og selvom ingen nogensinde havde set den, var alle bange for den.
En dag besluttede den nysgerrige lille pige, Emma, sig for at finde ud af sandheden om tårnet. Hun pakkede en lille taske med sine yndlingskiks og en flaske saft og begav sig afsted mod bakken. Solen skinnede, og fuglene sang, da hun nærmede sig det gamle tårn.
Da Emma nåede tårnet, så hun, at døren stod på klem. Hun tog en dyb indånding og skubbede forsigtigt døren op. Indenfor var der mørkt og støvet, men Emma kunne skimte en svag glød længere inde. Hun fulgte lyset og fandt en stor, venlig drage, der lå sammenkrøllet i et hjørne.
Dragen kiggede op og smilede til Emma. “Hej,” sagde den med en blid stemme. “Jeg hedder Luna. Jeg har ventet på, at nogen skulle komme og besøge mig.”
Emma blev overrasket, men hun kunne mærke, at Luna var venlig. “Hej Luna,” sagde hun. “Jeg hedder Emma. Hvorfor bor du her alene?”
Luna sukkede og forklarede, at hun var en magisk drage, der elskede at fortælle historier og lave sjove tryllekunster. Men fordi folk var bange for drager, havde hun gemt sig i tårnet for ikke at skræmme nogen.
Emma syntes, det var synd, at Luna skulle være alene. “Vil du ikke med mig tilbage til landsbyen? Jeg er sikker på, at alle vil elske dine historier og tryllekunster,” foreslog hun.
Luna tøvede et øjeblik, men Emmas venlige smil overbeviste hende. Sammen gik de tilbage til Solstråleby, hvor Emma præsenterede Luna for de andre børn. Først var de lidt bange, men da Luna begyndte at fortælle sine magiske historier og vise sine sjove tryllekunster, blev alle hurtigt glade for hende.
Fra den dag af blev Luna en del af landsbyen. Hun boede stadig i tårnet, men hver dag kom børnene for at lege med hende og høre hendes fantastiske historier. Luna var ikke længere ensom, og Solstråleby blev et endnu gladere sted.
Og sådan endte det med, at den venlige drage i tårnet blev alles ven, og Emma havde lært, at nogle gange er det værd at se forbi frygten for at finde noget vidunderligt.
Godnat og drøm sødt, små eventyrere. Må jeres drømme være fyldt med magi og venskab, ligesom i Solstråleby.