Der var engang en pige, der hed Johanne, og hun boede i en lille by, hvor der stod et gammelt vandtårn midt på torvet. Tårnet var bygget af røde mursten, og på toppen sad en tyk, grøn kuppel som en hat.
Alle i byen fik deres vand fra tårnet. Det løb ned gennem rør under gaderne og ud i alle husenes vandhaner. Og det mærkelige var, at vandet i den by, hvor Johanne boede, altid var lunt. Ikke varmt. Bare lunt, også om vinteren, når isen lå på søen.
“Det er bare sådan,” sagde de voksne. Ingen tænkte rigtig over det.
Men Johanne tænkte over det.
En dag, da hun gik forbi tårnet med sin morfar, hørte hun en lyd. Det lød som en kedel, der snart koger. En dyb, rolig summen, der kom inde fra murene.
“Hører du det?” spurgte hun.
Morfar lagde øret mod muren. Han lyttede længe. Så smilede han på en mærkelig måde.
“Kom,” sagde han. “Jeg har en nøgle. Jeg var vandværksmand i tredive år.”
Han låste en lille grøn dør op i tårnets fod. Indenfor var der en vindeltrappe af jern, der snoede sig op og op. Det var lunt derinde, og det duftede af våd sten. Morfar holdt Johanne i hånden hele vejen op, og han sagde, at hun skulle holde i gelænderet med den anden hånd.
Øverst oppe var der et stort, rundt rum med en kæmpe vandtank af metal i midten. Og rundt om tanken, sammenrullet som en kat om en kakkelovn, lå en drage.
Den var blågrå som skifer og så stor som en bus. Dens mave lå tæt op ad tanken, og dens næsebor pustede små, varme dampskyer.
Johanne klemte morfars hånd hårdt.
“Godaften, Ildebrand,” sagde morfar.
Dragen åbnede et øje. Det var gult og roligt. “Godaften, gamle ven.” Dragens stemme lød som den dybeste tone i et kirkeorgel. “Har du taget en lille én med?”
“Mit barnebarn,” sagde morfar. “Hun hørte dig summe.”
Ildebrand løftede hovedet og kiggede på Johanne. Så smilede den, et langsomt drage-smil med mange tænder, men det var et venligt smil.
“Jeg holder vandet lunt,” forklarede den. “Jeg har gjort det i hundrede år. Når jeg ligger rundt om tanken, varmer min mave den. Så kan børnene i byen tage bad uden at fryse, og bedstemødrene kan vaske op uden at få kolde fingre.”
“Hvorfor ved ingen det?” spurgte Johanne.
“Fordi ingen spørger,” sagde dragen. “Og fordi jeg kan lide at være i fred. Din morfar har vidst det i mange år. Han kom op og tjekkede rørene, og så fik vi en kop te sammen.”
Morfar nikkede. Han havde faktisk en termokande med i lommen. Han skænkede tre kopper, og dragen holdt sin forsigtigt mellem to klør.
De sad der et stykke tid. Ildebrand fortalte om dengang, tårnet blev bygget, og om den kolde vinter, hvor han måtte ligge helt tæt i tre måneder. Johanne fortalte om sin skole. Dragen lyttede, som om det var det mest interessante, den havde hørt i lang tid.
Da teen var drukket, sagde morfar, at det var sengetid derhjemme.
“Kommer du igen?” spurgte Ildebrand.
“Med morfar,” sagde Johanne. “Hvis jeg må.”
“Med morfar,” sagde dragen. “Det er en god regel.”
Den aften tog Johanne et langt, lunt bad. Hun lå i karret og tænkte på den store, blågrå mave, der lå og varmede vandet, et sted højt over byen.
Det vand, du vaskede hænder i i aften, du, var det lunt? Måske ligger der nogen et sted og passer på det. Ildebrand ligger rundt om sin tank nu og summer. Godnat.
