Der var engang en ung drage, der hed Leonora, og hun var storesøster til et æg.
Ægget lå i dragernes rede højt oppe på bjerget. Det var stort som et græskar og grønt med guldprikker, og det var varmt, for Leonoras mor lå og rugede på det hver nat og pustede varm luft på det hver morgen. Om lidt skulle det klækkes. Leonora glædede sig så meget, at hun ikke kunne sidde stille.
Men en morgen, efter den store storm, var det væk.
Reden var tom. Der var en fure i jorden, der gik hen til kanten af bjerget. Og så ikke mere.
“Det er trillet,” sagde Leonoras mor. Hun var meget bleg om næseborene. “Stormen har rusket i reden. Det er trillet ned ad bjerget.”
“Jeg finder det,” sagde Leonora.
“Du flyver ikke af sted alene,” sagde hendes mor. “Vi flyver sammen. Du tager den venstre side af dalen. Jeg tager den højre. Og vi kalder på hinanden hele tiden.”
Så fløj de. Leonora fulgte furen ned ad bjerget. Den gik gennem lyngen, over en klippe, ned i en bæk. Og så forsvandt den ud på en mark.
For enden af marken lå en bondegård. Med en rød lade og et hønsehus. Hønsehusets dør stod på klem, og furen i jorden gik lige derind.
Leonora landede forsigtigt bag ved hønsehuset og kiggede ind ad vinduet.
Derinde, i den største rede, lå ægget. Det store, grønne æg med guldprikker. Og oven på det, med fjerene pustet op og vingerne bredt ud så langt, de overhovedet kunne nå, sad en høne.
Hun var brun og lille. Ægget var mindst ti gange større end hende. Hun kunne kun lige dække toppen af det. Men hun sad der. Og hun så meget bestemt ud.
“Undskyld,” sagde Leonora gennem vinduet. “Det er vores æg.”
Hønen kiggede på hende med ét øje. “Det lå i min rede i morges,” sagde hun. “Så nu passer jeg på det.”
“Men det er et drageæg.”
“Det er et æg,” sagde hønen. “Og æg skal holdes varme. Jeg hedder Dorte. Jeg har udruget halvtreds kyllinger. Jeg ved, hvad jeg laver.”
Leonora vidste ikke, hvad hun skulle sige. Så hun kaldte på sin mor.
Leonoras mor kom og landede så forsigtigt, at jorden kun rystede lidt. Hun stak sit store hoved helt ned til vinduet og kiggede på Dorte. Dorte kiggede tilbage og pustede sine fjer endnu mere op.
Og så skete der noget. Ægget knagede.
Alle tre holdt vejret.
Det knagede igen. En lille revne løb hen over det grønne skal. Så kom der en lille, grøn snude ud. Så en lille klo. Og så, med et knæk, faldt toppen af ægget af, og hønen Dorte gled ned på halmen, og der sad en lillebitte drageunge og blinkede.
Den kiggede på Leonora. Den kiggede på sin mor. Og så kiggede den på Dorte.
“Pip,” sagde den.
Det var ikke en dragelyd. Det var en kyllingelyd.
Dorte rystede sine fjer og så meget stolt ud.
Leonoras mor bar drageungen hjem i munden, lige så forsigtigt, som man bærer et æg. Leonora fløj ved siden af. Og bag dem, på ryggen af Leonora, med kløerne boret godt ned i skællene, sad Dorte. For hun ville lige se, at ungen kom godt hjem.
Drageungen sover i reden på bjerget nu, du, mellem sin mor og sin storesøster. Hønen Dorte er blevet fløjet hjem til sit hønsehus igen, på dragevinger. Og indimellem, i søvne, siger den lille drage pip. Godnat.
