Der var engang en lille nisse, der hed Niko. Han havde sit hjem mellem rødderne på et gammelt grantræ, og han havde hørt, at hvis man fandt ønskestjernen, fik man ét ønske.
En klar decemberaften gik han ud for at lede.
Han gik over mosen. Ingen stjerne.
Han gik forbi den store sten. Ingen stjerne.
Han gik ned til den lille sø. Og der, midt i vandet, lå den. En stor, hvid, skinnende stjerne, der vuggede ganske let.
Niko holdt vejret. Han lukkede øjnene. Han ønskede.
Han ønskede ikke noget stort. Han havde tænkt længe over det, og han havde fundet ud af, at han ikke manglede noget stort. Så han ønskede det, han allerhelst ville have.
“Jeg ønsker,” hviskede han, “at der er ekstra smør i grøden i morgen.”
Han åbnede øjnene. Stjernen lå stadig i søen. Han kiggede op.
Oppe på himlen lyste den samme stjerne. Præcis den samme. Den i søen var bare et spejlbillede.
“Nå,” sagde Niko. Han var lidt flov. Han havde ønsket til et spejlbillede.
Han gik hjem.
Næste morgen var der grød. Midt i grøden lå der en klat smør. En stor en. Den største, han nogensinde havde set. Den smeltede i en gul sø.
“Hvorfor så meget smør?” spurgte han sin mor.
“Fordi du så så kold ud, da du kom hjem i går,” sagde mor.
Niko spiste hele grøden. Han kiggede ud ad vinduet, op mod himlen, hvor stjernerne var ved at blegne.
Det var nok ikke stjernen. Men måske lidt.
Hvad ville du ønske dig, hvis du kun måtte ønske noget lille? Ønsk det nu, inden du falder i søvn. Måske er der en mor eller far, der hører det. Godnat, lille ønsker.
