Der var engang en elverkonge, der boede inde i Elverhøj med sine syv døtre, og en nat skulle han have meget fornemt besøg.
Elverhøj var en gammel, rund høj ude på heden, og om dagen lignede den bare en høj med græs og lyng på. Men om natten løftede den sig på fire røde søjler, og så kunne man se, at der var lys indenfor.
Nogle firben løb hen ad en sten i månelyset. De snakkede, for de vidste altid alt.
“Hvor der dog rumler og rummes i den gamle elverhøj,” sagde det ene firben. “Jeg har ikke kunnet lukke et øje i to nætter.”
“Der er nogen derinde, der får fremmede,” sagde det andet. “De har pudset op til fest.”
Og det var rigtigt. Den gamle elverpige, der passede huset, havde travlt. Hun gik rundt med en hul ryg, for sådan er elverpiger. Er man bagved dem, er de hule som et dejtrug. Hun pudsede og fejede og satte blomster i alle kroge.
“Natteravnen skal flyve ud med indbydelserne,” sagde hun. “Til havmanden og hans døtre. Til gnomerne. Og til den gamle trold fra Dovrefjeld og hans to sønner.”
For elverkongens gæst kom helt fra Norge. Det var trolden fra Dovre. Han havde aldrig været gift, men nu ville han gerne finde sig en kone. Og hans to sønner skulle også have hver sin. Elverkongen havde syv døtre. Måske kunne der blive bryllup.
Ude på mosen dansede elverpigerne i deres slør af måneskin og tåge. Inde i højen stod bordet dækket. Der var froskeæg på glasskåle og champignon-sovs og salat af andemad. Der var et stort fad med is fra mosen, og hele salen var hængt op med skinnende nattesnegle, der lyste.
Så kom de. Den gamle Dovre-trold kom ridende med sine to sønner. Den gamle trold havde krone på af nedfrossen is og pyntet med polerede grankogler, og han havde bjørneskind om sig og store støvler. Sønnerne var i bare hals og tog sig ikke af noget, for de var meget stærke.
“Er det her en høj?” sagde den mindste søn og pegede på Elverhøj. “Hjemme i Norge kalder vi det et hul.”
“Drenge,” sagde den gamle trold. “Opfør jer pænt.”
De satte sig til bords. Sønnerne lagde benene op på bordet og spiste med fingrene. Den gamle trold derimod var en rigtig fin herre. Han fortalte om Norges fjelde og fosser, om laksen, der springer op ad vandfaldene, og om nordlyset. Elverkongen lyttede med glæde.
Så skulle døtrene vise, hvad de kunne.
Den første dansede så let, at hun næsten ikke rørte gulvet. Den anden kunne gøre sig usynlig. Den tredje kunne lave mad. Den fjerde spillede på en stor guldharpe, så alle fik lyst til at danse. Den femte kunne lide alt, hvad der var grønt. Den sjette kunne synge om alt, hvad der var smukt i verden.
Den syvende og yngste kunne fortælle historier. Så mange, hun ville. Hun kunne fortælle en historie for hver finger, hun havde.
“Det er da den dejligste af dem alle,” sagde den gamle trold. “Hende vil jeg have. Så kan hun fortælle mig historier om vinteren, når fjeldet er dækket af sne, og vi sidder ved ilden. Så går de lange nætter så hurtigt.”
Den yngste elverpige rødmede og nikkede. Hun syntes godt om den gamle trold, der kunne fortælle om nordlys og fosser.
“Og jeres sønner?” spurgte elverkongen.
Men sønnerne var ikke interesserede i at blive gift. De havde spist alt for mange søde sager, og nu ville de ud og løbe. Så de løb ud over heden, råbende og glade, og legede med vinden hele natten.
Den gamle trold rystede på hovedet og lo. “De er unge,” sagde han. “De skal have lov at løbe lidt endnu.”
Så blev der holdt forlovelse. Elverpigerne dansede ude på mosen, og den gamle trold dansede med den yngste datter, så krone og kogler klirrede. Og da hanen galede, og solen begyndte at komme op, sank Elverhøj ned på jorden igen og lignede bare en grøn høj med lyng på.
Firbenene kiggede på hinanden.
“Hvad sagde jeg?” sagde det ene. “Der var fest.”
“Jeg kunne lide den gamle trold,” sagde det andet. “Han havde god opførsel.”
Elverhøj er bare en grøn høj på heden i nat, du, men indeni sidder den yngste elverpige og øver sig på historier til den lange norske vinter. Ude på heden løber to unge trolde om kap med vinden, og firbenene ligger på deres sten og hvisker. Godnat.
