Der var engang et æsel, der i mange år havde båret tunge kornsække til møllen, og nu var det blevet gammelt og træt.
Æslet kunne ikke bære så meget mere. Det gik langsomt, og det trængte til at hvile sig. Mølleren brummede over, at han nok måtte finde et yngre æsel. Æslet hørte det og tænkte: “Så finder jeg selv på noget nyt.”
“Jeg går til Bremen,” sagde æslet. “Der kan jeg blive musikant i byens orkester. Jeg har en god stemme.” Og så sagde det: “I-a!” Det lød ret godt.
Efter et stykke tid mødte æslet en jagthund, der lå ved vejen og pustede.
“Hvorfor puster du sådan?” spurgte æslet.
“Jeg er blevet gammel,” sagde hunden. “Jeg kan ikke løbe så hurtigt mere, og min herre siger, at jeg ikke duer til noget. Så nu ved jeg ikke, hvad jeg skal.”
“Kom med mig til Bremen,” sagde æslet. “Vi skal være musikanter. Jeg spiller på lut, og du slår på tromme.”
Det ville hunden gerne. De gik videre sammen. Snart mødte de en kat, der sad ved vejen og så sur ud som tre dages regnvejr.
“Hvad er der i vejen, gamle kattemis?” spurgte æslet.
“Jeg er blevet gammel,” sagde katten. “Mine tænder er sløve, og jeg vil hellere ligge bag kakkelovnen og spinde end løbe efter mus. Min madmor vil have en ny kat.”
“Kom med os til Bremen,” sagde æslet. “Du forstår dig på nattemusik. Du kan blive musikant.”
Det syntes katten var en god idé. Så kom de tre forbi en gård. Oppe på porten sad en hane og galede af fuld hals.
“Du galer, så det går lige gennem marv og ben,” sagde æslet. “Hvad er der galt?”
“Der kommer gæster i morgen,” sagde hanen. “Og husmoderen har sagt, at jeg galer for højt om morgenen. Hun vil hellere have en hane, der sover længe. Så nu galer jeg, mens jeg kan.”
“Kom med os,” sagde æslet. “Vi skal til Bremen og være musikanter. Du har en god stemme. Når vi spiller sammen, bliver det noget ganske særligt.”
Hanen ville gerne, og så gik de alle fire af sted.
Men Bremen var langt væk. Om aftenen kom de ind i en stor skov. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ, katten kravlede op på en gren, og hanen fløj helt op i toppen. Derfra så han et lille lys langt borte.
“Der må være et hus,” råbte han.
“Så lad os gå derhen,” sagde æslet. “Her er ikke ret behageligt.” Og hunden tænkte, at et varmt hus og lidt aftensmad ville være rart.
De gik hen mod lyset. Det blev større og større, og til sidst kom de til et hus, hvor der boede røvere. Æslet, som var størst, gik hen til vinduet og kiggede ind.
“Hvad ser du?” spurgte hanen.
“Jeg ser et bord fuldt af mad og drikke,” sagde æslet. “Og der sidder røvere omkring det og har det rart.”
“Det kunne være noget for os,” sagde hanen.
Så lagde de en plan. Æslet satte forbenene op i vindueskarmen. Hunden sprang op på æslets ryg. Katten kravlede op på hunden. Og hanen fløj op og satte sig på kattens hoved. Så begyndte de at spille musik, alle på én gang.
Æslet skreg i-a. Hunden gøede. Katten miavede. Hanen galede. Og så styrtede de alle sammen gennem vinduet ind i stuen, så ruderne klirrede.
Røverne sprang op med et skrig. De troede, at det var et uhyre, der kom. De løb ud ad døren og ud i skoven, så hurtigt de kunne.
De fire musikanter satte sig til bords. De spiste, som om de skulle sulte i fire uger. Så slukkede de lyset og fandt hver deres plads. Æslet lagde sig på møddingen. Hunden bag døren. Katten på ildstedet ved den varme aske. Og hanen satte sig oppe på hanebjælken. De var trætte og faldt straks i søvn.
Ud på natten sendte røverhøvdingen en af sine mænd tilbage for at se efter. Røveren listede ind i det mørke hus. Han så kattens øjne gløde ved ildstedet og troede, det var gløder. Han holdt en tændstik hen til dem for at tænde den.
Katten blev forskrækket og hvæsede ham lige i ansigtet. Røveren for ud ad døren og snublede over hunden, der gøede. Ude i gården trådte han lige ind i æslet, der skreg i-a. Og oppe på bjælken vågnede hanen og råbte “kykeliky!”
Røveren løb hele vejen tilbage til de andre.
“I det hus sidder en heks, der hvæser!” sagde han. “Bag døren står en mand, der gør! I gården ligger et sort uhyre, der skriger! Og oppe på taget sidder dommeren og råber: Bring mig skurken her!”
Fra den nat turde røverne aldrig mere komme i nærheden af huset. Og de fire musikanter syntes så godt om det, at de aldrig kom til Bremen. De blev boende i det lille hus i skoven og spillede musik hver aften.
I huset i skoven sover æslet, hunden, katten og hanen i nat, du, hver på sin plads. Og i morgen tidlig, når solen kommer op, spiller de en morgensang sammen, så hele skoven vågner. I-a, vov, mjav og kykeliky. Godnat.
