Der var engang et pindsvin, der hed Hilde, og hun boede i en have i Kassel, en by midt i Tyskland, hvor man har nogle ret usædvanlige naboer.
Hildes have hørte til et gammelt, gult hus. I huset boede en ældre mand, der hed Herr Becker. Han havde gråt skæg og hjemmesko og var meget glad for pindsvin, og derfor satte han hver aften en lille skål kattemad ud på stenene ved sin bagdør. Det var Hildes skål. Hun havde spist af den i to somre nu.
En aften i juni, da hun kom trissende hen over plænen, var der nogen ved skålen.
Han sad på bagbenene. Han var gråbrun og pelset og meget rund, og han havde en sort maske hen over øjnene og en tyk hale med sorte og grå ringe. I sine forpoter, der lignede to små, sorte hænder, holdt han hendes kattemad.
“Hvem er du?” spurgte Hilde.
“Dines,” sagde han med munden fuld. “Vaskebjørn. Jeg bor i taget på garagen to huse længere nede.”
Hilde havde hørt om vaskebjørne. De stammer fra Amerika, langt over havet. Men for mange, mange år siden kom nogle af dem til Tyskland, og her har de det fint. Nu bor der vaskebjørne i Kassel i haver og skure og på lofter, og de kommer frem om natten og kigger efter mad. Hilde havde bare aldrig set en så tæt på.
“Det er min skål,” sagde hun.
“Den stod her bare,” sagde Dines. Han tog en ny håndfuld. Så gjorde han noget mærkeligt. Han gik hen til fuglebadet, der stod på en lav sten, og dyppede maden ned i vandet. Han gned den mellem poterne, rundt og rundt, som om han vaskede den.
“Hvorfor gør du det?” spurgte Hilde.
“Det ved jeg ikke rigtigt,” sagde Dines. “Det føles bedre. Når mine hænder er våde, kan jeg mærke meget mere, hvad jeg holder i. Det er derfor, folk kalder os vaskebjørne.” Han spiste den våde kattemad. “Den er også bedre med lidt vand.”
Hilde syntes ikke, det lød rart. Hun gik hen til skålen og stak snuden ned i den. Der var næsten ingenting tilbage.
Hun gjorde det eneste, et pindsvin rigtig kan gøre, når det er utilfreds. Hun rejste piggene. Alle sammen, på én gang, med en lille fnysende lyd.
Dines trak sine poter til sig. “Okay,” sagde han. “Okay. Du kan få resten.”
Den nat sov Hilde dårligt i sin rede under rhododendronbusken.
Næste aften var Dines der igen. Og aftenen efter. Hver gang fik han det meste af maden, før Hilde nåede frem, og hver gang rejste hun piggene, og så trak han sig tilbage. Men så var maden næsten væk.
Herr Becker opdagede det til sidst. Han havde siddet ved køkkenvinduet med en kop te og set hele optrinnet. Han lo så meget, at teen skvulpede.
Næste aften stod der to skåle på stenene. Den ene ved bagdøren. Den anden ovre ved fuglebadet. Og under den skål, der stod ved bagdøren, havde Herr Becker sat en lav, omvendt trækasse med et hul i siden. Hullet var lige akkurat stort nok til et pindsvin. Ikke til en vaskebjørn.
Hilde kravlede ind i kassen og spiste i fred. Udenfor kunne hun høre Dines ved fuglebadet. Plask, plask. Gnid, gnid.
Da hun kom ud igen, sad han på kanten af fuglebadet og vaskede sine poter.
“Den er god, den kasse,” sagde han.
“Den er min,” sagde Hilde.
“Det ved jeg godt,” sagde Dines. “Jeg kan ikke komme ind i den.”
De sad lidt og kiggede på hinanden. Det var en lun nat. Over haven sværmede natsværmere omkring Herr Beckers udendørslampe.
“Hvorfor bor du i et tag?” spurgte Hilde.
“Hvorfor bor du i en busk?” spurgte Dines.
Og så snakkede de. Om tage og buske. Om at være vågen om natten, når alle andre sover. Om Herr Becker, som de begge to syntes godt om. Hilde fortalte, hvordan hun rullede sig sammen til en kugle, og Dines prøvede at gøre det samme, men han blev ved med at vælte om på siden, og halen kom altid i vejen.
Det blev til mange aftener sådan. Hilde i kassen, Dines ved fuglebadet. Og bagefter sad de på stenene sammen og snakkede, indtil det begyndte at lysne.
Ser du dem for dig, du? En gammel have i Kassel, en lampe ved bagdøren, et lille pindsvin med kattemad på snuden og en vaskebjørn, der vasker hænder i fuglebadet. Bag køkkenvinduet sidder Herr Becker og smiler i sit skæg. Sov sødt, og godnat.
