Der var engang en stor sølvryg, der hed Jabari, og han nynnede, når han spiste.
Det var ikke noget, han selv lagde mærke til. Men alle andre gjorde. Jabari var far til en gorillafamilie i bjergene i Rwanda, hvor skoven er fuld af bambus og vilde selleri og tåge, der hænger mellem træerne om morgenen. Han var den største i familien, med en ryg, der var sølvgrå som aske, og hænder så brede, at hans datter Neema kunne sidde i den ene.
Og når han satte sig ned med en armfuld gode blade og begyndte at spise, kom der en lyd ud af ham. En lav, brummende lyd. Mmm-hmm-mmm. Den gik op og ned, næsten som en sang, mens han tyggede.
Det gør gorillaer. Forskere har lyttet til dem og opdaget, at de nynner og synger, når de spiser noget, de rigtig godt kan lide. Det er især de store fædre, der gør det.
Neema havde hørt det hele sit liv. Hun var fire år og var begyndt at tænke over tingene.
“Hvorfor nynner du?” spurgte hun en dag.
Jabari holdt op med at tygge. Han kiggede på hende, som om han ikke vidste, hvad hun mente. “Gør jeg det?”
“Hele tiden,” sagde Neema. “Når du spiser.”
Jabari tænkte over det. Så trak han på de store skuldre og spiste videre. Og han nynnede. Mmm-hmm.
Neema satte sig i nærheden og lyttede. Hun opdagede noget. Han nynnede ikke lige meget ved alting. Når han spiste almindelige blade, var det kun en lille smule. Når han spiste bambusskud, de unge, bløde, som kun kommer i regntiden, nynnede han mere. Og en gang, da han fandt et træ fuldt af modne figner, nynnede han så højt, at to fugle fløj op af busken ved siden af.
Neema fik en idé.
Næste morgen gik hun på opdagelse. Hun var ikke stor nok til at gå langt væk fra familien, så hun holdt sig inden for synsvidde. Men hun ledte grundigt. Hun fandt nogle vilde selleristængler, tykke og saftige, og bar dem hen til ham.
Jabari tog imod dem. Han spiste dem. Han nynnede. Mmm-hmm-mmm. Det var ret godt, men ikke mere end det.
Dagen efter fandt Neema bambusskud. Det var svært, for hun måtte grave dem fri af jorden med fingrene, og de sad fast. Hun bar dem hen til ham.
Mmm-hmm-mmm-HMM. Det var bedre.
På tredjedagen gik hun lidt længere. Hun kravlede op ad en skrænt, hvor der voksede et lille figentræ, og der hang tre modne figner, brune og bløde. Hun plukkede dem og holdt dem forsigtigt i hånden hele vejen ned, så de ikke gik i stykker.
Hun gav dem til Jabari. Han kiggede på dem. Han kiggede på hende. Så spiste han dem, én efter én, langsomt.
Han nynnede. Højt. Men ikke højere end ved figentræet sidste gang.
Neema satte sig ned, lidt skuffet. Hun havde troet, hun kunne finde det allerbedste. Det, der fik ham til at nynne mest af alt.
Jabari tørrede hænderne af i bladene. Så gjorde han noget, han ikke plejede. Han løftede Neema op og satte hende i sit skød, med ryggen mod hans store mave. Han rakte ud efter en håndfuld helt almindelige blade, den slags, der var overalt, og begyndte at spise.
Og han nynnede.
Det var ikke højt. Men det var langt. Det blev ved og ved, dybt og roligt, og Neema kunne mærke det helt ind i ryggen, en blød brummen, der gik gennem hele hans krop og over i hendes. Mmm-hmm-mmm. Mmm-hmm-mmm.
Det var den længste nynnen, hun nogensinde havde hørt fra ham.
Neema lænede sig tilbage. Hun var ikke længere skuffet. Hun tog selv et blad og begyndte at tygge. Og efter et stykke tid, uden at hun helt vidste, at hun gjorde det, begyndte hun at nynne med. En lille, tynd nynnen ovenpå hans store. Mmm. Mmm-hmm.
Hendes mor, der sad et stykke derfra, kiggede over på dem. Og så begyndte hun også.
Til sidst sad hele familien i lysningen og spiste og nynnede, mens tågen trak sig op mellem bambusstænglerne.
Om aftenen byggede de deres reder, sådan som gorillaer gør, af bøjede grene og blade. Neema lagde sig i sin mors rede ved siden af. Jabari lagde sig i sin egen. Og lige før hun faldt i søvn, kunne hun høre ham nynne igen, helt stille, selvom han slet ikke spiste noget.
Kan du nynne, du? Prøv: mmm-hmm-mmm. Helt lavt, ligesom Jabari i sin rede oppe i bjergene, med Neema puttet ind ved siden af. Det er en god lyd at falde i søvn til. Godnat.
