Der var engang en lille dinosaurunge, der hed Elin. Hun var en maiasaura, og hun var ikke længere end din underarm, da hun kom ud af ægget.
Hun boede i en by. Ikke en by med huse og gader. En by af reder.
De lå på en lav bakke tæt ved en flod, mange hundrede af dem. Hver rede var en stor, rund bunke af mudder, som en maiasaura-mor havde skrabet sammen, med en fordybning i midten, hvor æggene lå. Rederne lå ikke helt op ad hinanden. Der var lige netop så meget plads mellem dem, at en voksen maiasaura kunne gå imellem uden at træde på nogen.
Det var en larmende by. Mødrene brølede og snøftede til hinanden. Ungerne pev. Nogle mødre gik ud til floden for at drikke, mens naboerne holdt øje med deres reder.
Elins mor var lang og grøn og brun, med et fladt næb som en and og en lille knold over øjnene. Hun gik ud hver morgen og kom tilbage med munden fuld af blade og bær. Hun lagde dem i reden, og Elin og hendes søskende spiste.
“Bliv i reden,” sagde mor, hver gang hun gik. “I er for små til at gå ud endnu. Der er rovdyr nede ved floden.”
Elin blev i reden. Hun og hendes søskende sov i en bunke. Om natten lagde mor blade over dem, så de holdt sig varme.
Ungerne voksede hurtigt. Efter nogle uger var de for store til reden. Så gik de ud sammen med de voksne, i en lang række, ned til floden og ind under træerne. Og byen af reder blev stille.
Men næste år kom de tilbage. Elins mor kom tilbage og byggede en ny rede, oven på den gamle. Og året efter igen. Og Elin selv kom tilbage, da hun var voksen, og byggede sin egen.
Sådan fortsatte det i mange, mange år. Byen af reder voksede op i lag, rede oven på rede.
Men en dag kom maiasauraerne ikke tilbage mere. Ingen ved helt hvorfor. Måske ændrede floden sig. Måske ændrede klimaet sig. Maiasaurafamilierne fandt andre steder.
Den lille bakke stod tom. Sand og mudder lagde sig over den, lag på lag, og lag på lag. Jorden blev til sten. Og der gik 77 millioner år.
*
En sommer i 1978 sad en kvinde, der hed Marion Brandvold, i sin lille butik i Montana i USA, hvor hun solgte sten og fossiler. Hun havde selv fundet nogle bittesmå knogler på en bakke i nærheden.
To forskere kom forbi butikken. De hed Jack Horner og Bob Makela. De ledte efter dinosaurer. Marion viste dem de små knogler.
Jack Horner kiggede på dem. Så kiggede han igen.
Det var knogler fra dinosaurunger. Bittesmå. Og det var noget, næsten ingen havde fundet før.
De tog ud til bakken sammen med Marion. Og der, i stenen, fandt de rederne. Rede efter rede. Med skaller fra æg. Med knogler fra unger, der var lidt for store til lige at være kommet ud af ægget, og som altså var blevet i reden et stykke tid.
Det betød, at nogen havde passet på dem.
Jack Horner gav dinosauren et navn. Han kaldte den Maiasaura. Det betyder “den gode mor-øgle”. Og bakken kaldte de Egg Mountain, Ægbjerget.
Under stenen på Ægbjerget ligger der måske stadig en rede, som ingen har fundet endnu, hvor en lille maiasaura engang sov i en bunke med sine søskende under et tæppe af blade. Sov godt i din egen rede, du. Godnat.
