Der var engang en havfrue, der hed Fenja, og hun var den bedste til at synge vuggeviser på hele revet.
Det var ikke noget, hun havde bestemt sig til. Det var bare blevet sådan. Hun boede i det varme, turkise hav ved en lille ø i Caribien, og når hun sang, lagde hun sig på ryggen i vandet og lod tonerne flyde ud mellem korallerne. Så blev fiskene stille. Søstjernerne holdt op med at kravle. Selv de små, travle rensefisk standsede og lyttede.
En formiddag svømmede Fenja forbi en hule i revet. Det var en stor, lav hule under et udhæng af sten, og indefra kom der et dybt suk.
“Er der nogen?” spurgte Fenja.
“Ja,” sukkede stemmen. “Desværre.”
Fenja kiggede ind. På bunden af hulen lå en haj. Han var lang og brun og flad, med et bredt hoved og to små skægtråde under snuden, der lignede et par overskægsspidser. Han lå helt stille på sandet med lukkede øjne. Men han så ikke ud, som om han sov.
“Jeg hedder Kuno,” sagde han. “Jeg er en ammehaj. Og jeg kan ikke falde i søvn.”
Fenja svømmede lidt nærmere. Hun havde hørt om ammehajer. De er nogle af de roligste hajer i havet. De ligger på bunden om dagen og hviler sig, og først når det bliver nat, svømmer de ud. Og de kan noget, de fleste hajer ikke kan: de kan pumpe vand gennem gællerne, mens de ligger stille, så de ikke behøver at svømme for at trække vejret.
“Hvorfor kan du ikke sove?” spurgte hun.
“Lyt,” sagde Kuno.
Fenja lyttede. Først hørte hun ingenting. Så hørte hun det. Krrsk. Krrsk. Krrsk-krrsk.
Det kom fra revet lige uden for hulen. En stor, blå og grøn fisk med et næb ligesom en papegøje var i gang med at gnave i korallerne. Den bed en lille bid, tyggede med høje, knasende lyde og spyttede en sky af fint, hvidt sand ud bagved. Så bed den igen.
“Papegøjefisken,” sagde Kuno. “Den har gnavet hele formiddagen. Hver eneste dag. Krrsk, krrsk, krrsk.”
Fenja vidste godt, hvorfor den gjorde det. Papegøjefisk spiser de små alger, der vokser på korallerne, og så knaser de lidt af korallen med. Det, de spytter ud, bliver til sand. Meget af det hvide sand på strandene i Caribien er faktisk lavet af papegøjefisk.
“Den laver stranden,” sagde hun.
“Det er godt for stranden,” sagde Kuno. “Men det er ikke godt for mig.”
Fenja tænkte sig om. Så svømmede hun ud til papegøjefisken.
“Undskyld,” sagde hun. “Der er en haj, der gerne vil sove. Kunne du gnave et andet sted? Bare til eftermiddag?”
Papegøjefisken kiggede på hende med sit runde øje. Den tyggede færdig. “Hvor?” spurgte den.
“Ovre ved den store hjernekoral,” sagde Fenja. “Der er masser af alger.”
Papegøjefisken svømmede derover. Krrsk. Krrsk. Det lød stadig, men nu kun lidt, langt væk.
Fenja svømmede tilbage til hulen. “Bedre?”
“Bedre,” sagde Kuno. “Men nu er jeg vågen. Og når man først er vågen, er det svært at holde op med at være det.”
Fenja vidste godt, hvad hun skulle gøre. Hun svømmede ind i hulen og satte sig på en sten nær åbningen, hvor lyset faldt ind i lange, bølgende striber. Hun lukkede øjnene. Og så begyndte hun at synge.
Det var en sang om tidevandet. Om hvordan havet går ud og kommer ind igen, langsomt, to gange om dagen, sådan som det altid har gjort, så alt i havet bliver vugget, hele tiden, uden at det selv opdager det. Hun sang den lavt og blødt, og hun sang den mange gange.
Ved det tredje vers gled skægtrådene under Kunos snude ned i sandet. Ved det fjerde lå han helt stille. Ved det femte trak han vejret så langsomt, at sandet foran gællerne kun lige akkurat flyttede sig.
Fenja holdt op med at synge. Hun lyttede. Kuno snorkede. Det er ikke noget, hajer er kendt for, men han gjorde det alligevel, en lille, boblende snorken.
Fenja svømmede stille ud af hulen.
Kuno sov hele eftermiddagen. Da solen gik ned og havet blev mørkt og fuldt af stjerner, der spejlede sig i overfladen, vågnede han, udhvilet, og gled ud i natten. Han svømmede forbi Fenjas hjem i en klippespalte og viftede med halen. Det var hans måde at sige tak på.
Nu er det din tur, du. Når du sover, vågner Kuno ude på revet og svømmer langsomt rundt i det mørke, lune vand. Og et sted i en klippespalte ligger Fenja og nynner den sang om tidevandet, der går ud og kommer ind. Lad den vugge dig også. Godnat.
