Der var engang en eg, der stod i en skov ved en fjord, og den havde stået der længere, end nogen kunne huske. Folk kaldte den Den Evige Eg. Det her er dens eventyr, og det er langt, for egen er gammel.
Da egen var ung, var der ingen byer i landet. Der var skov og mose og små huse af ler og strå. Om sommeren kom der børn ind i skoven for at samle hasselnødder, og de satte sig i skyggen under den unge eg og spiste dem. Egen var ikke tykkere end en mands arm dengang. Den vidste ikke, at den skulle blive gammel. Træer ved ikke den slags. De vokser bare.
Der gik hundrede år. Og så hundrede år til. Egen blev tyk. Dens grene blev lange.
Så en dag hørte den noget nede fra fjorden. Rytmiske plask. Det var årer. Et langt skib med et dragehoved i stævnen gled forbi, med mænd ved årerne og et stribet sejl. Det var vikingerne. De gik i land og hvilede sig under egen og spiste tørret fisk og sang. Egen lyttede. Den forstod ikke sangene. Men den kunne lide dem.
Der gik flere hundrede år. Vikingerne blev væk. Nu kom der munke i lange brune kjortler forbi, og bønder med okser, og en dag en riddersmand på en hvid hest, der satte sig under egen og tog hjelmen af, fordi det var så varmt.
Egen voksede og voksede. Dens stamme blev så tyk, at ti børn skulle holde hinanden i hånden for at nå rundt om den. Og så begyndte den at blive hul indeni. Det gør gamle ege. Det inderste af stammen forsvinder langsomt, men træet lever videre i den yderste del, lige under barken.
Et par hundrede år senere blev der bygget et slot i nærheden. Jægerspris. En dag kom der en konge ridende gennem skoven med sin dronning. Det var kong Frederik den Syvende og grevinde Danner. De stod længe og så op i den gamle eg.
Og et sted hen ad vejen fik den sit navn. Kongeegen. Og det hedder den stadig.
Tiden gik videre. Der kom tog. Der kom biler. Der kom fly over skoven, og egen så dem ikke engang, for den var travlt optaget af at være gammel. Dens krone var ikke så stor mere. Mange af grenene var døde. Men hvert forår, i nogle af de yderste grene, kom der stadig små, grønne blade.
Og så, en dag i oktober, kom der en dreng, der hed Benjamin.
Han var på tur i Nordskoven med sin mor, og de havde gået langt for at finde den. Nu stod de foran den, og Benjamin lagde hovedet så langt tilbage, at han nær var faldet.
Den var ikke høj. Det var det mærkelige. Den var lav og bred og knudret, og stammen var som en kæmpestor, grå væg, fuld af furer og huller. Der stod et hegn omkring den, så folk ikke kom til at træde på rødderne.
“Hvor gammel er den?” spurgte Benjamin.
“Det ved ingen helt præcist,” sagde mor. “Men måske halvandet tusind år. Måske to tusind. Den er det ældste træ i Danmark.”
Benjamin prøvede at tænke på to tusind år. Det kunne han ikke. Han prøvede at tænke på hundrede år. Det kunne han heller ikke helt. Oldefar var femoghalvfems.
“Er den evig?” spurgte han.
“Nej,” sagde mor. “Ikke helt. Ingen træer er evige. Men den er meget, meget sej.”
Benjamin kiggede på de små grønne blade højt oppe i en af de yderste grene. De var ved at blive gule nu, for det var efterår.
“Den har stadig blade,” sagde han.
“Ja,” sagde mor. “Hvert eneste år.”
De gik hjem gennem skoven, og egen stod tilbage og så dem gå. Den havde set mange gå. Den så også dem.
Kongeegen står i den mørke skov i nat, du, ved fjorden, som den har gjort i tusind år og mere. Om lidt taber den sine gule blade. Til foråret kommer der nye. Godnat.
