Der var engang en lille revhaj, der hed Tikki, og han havde en tand, der vippede.
Det var en af de forreste. Hver gang han lukkede munden, kunne han mærke den læne sig lidt fremad, og hver gang han åbnede den, lænede den sig tilbage igen. Vip. Vip. Det var ikke rart. Det gjorde ikke ondt, men det føltes forkert, og Tikki kunne ikke lade være med at tænke på det.
Tikki boede ved et koralrev i Det Røde Hav, hvor vandet er så klart og blåt, at man kan se langt, langt væk, og hvor korallerne står som små skove i alle farver: gule, lilla, orange og røde. Han var en sortspidset revhaj. Det betyder, at hans finner så ud, som om nogen havde dyppet spidserne i blæk. Han var ikke ret stor endnu. Ikke meget længere end en arm.
Samme eftermiddag svømmede han hen til den sandede plet bag den store hjernekoral. Der plejede Una at sidde.
Una var havfrue. Hun havde brunt hår, der var flettet med små muslingeskaller, og en hale, der skiftede mellem blå og turkis, alt efter hvordan lyset faldt. Hun sad på en sten og var ved at tråde noget på en snor af søgræs.
“Du ser bekymret ud,” sagde hun.
Tikki åbnede munden og viste hende det. Vip.
“Åh,” sagde Una. “En løs tand.”
“Hvad skal jeg gøre?” spurgte Tikki. “Hvad nu, hvis den falder ud? Så har jeg et hul. Så kan alle se det. Så ligner jeg ikke en haj mere.”
Una lagde snoren fra sig. “Kom og se,” sagde hun.
Hun rakte ham det, hun havde siddet med. Det var en halskæde. Den var lavet af søgræs, og på søgræsset sad der små, hvide, trekantede ting, side om side, hundredvis af dem. De var spidse og blanke, og nogle af dem havde små takker i kanten.
“Hvad er det?” spurgte Tikki.
“Hajtænder,” sagde Una. “Jeg finder dem i sandet. Der ligger mange af dem, hvis man kigger godt efter.”
Tikki stirrede på dem. “Hvor kommer de fra?”
“Fra hajer,” sagde Una. “Hajer taber tænder hele tiden. Hele livet. Du har ikke bare én række tænder, Tikki. Du har mange. Bag dem, du kan se, ligger der en række mere, og bag dem en til. Når en tand forrest bliver løs og falder ud, rykker den næste frem og tager dens plads. Lidt ligesom et transportbånd.”
“Så jeg får en ny?”
“Du får tusindvis af nye,” sagde Una. “Gennem hele livet. Det er derfor, sandet er fuldt af dem.”
Tikki tænkte over det. Han lukkede munden, meget forsigtigt. Vip.
“Gør det ondt?” spurgte han.
“Ikke for hajer, så vidt jeg ved,” sagde Una. “Og det gør det heller ikke for menneskebørn. Når de er omkring seks år, begynder deres tænder også at vippe. De taber dem, én efter én, og så kommer der nye. Nogle af dem lægger den gamle tand under hovedpuden om natten.”
“Hvorfor?”
Una trak på skuldrene. “Det må du spørge dem om.”
Tikki svømmede rundt om stenen. Han svømmede rundt om hjernekorallen. Han lagde sig på sandet og prøvede at lade være med at tænke på det, og det var helt umuligt. Til sidst blev han så træt af at tænke, at han gabte. Et stort, langt hajgab.
Noget lille og hvidt dalede ned gennem vandet og landede blødt i sandet foran ham.
Tikki kiggede på det. Så kørte han tungen hen over tænderne. Der var et hul. Men kun et øjeblik, for lige bag hullet kunne han mærke noget nyt og spidst, der allerede sad og ventede.
“Den faldt ud,” sagde han. “Den faldt bare ud. Jeg mærkede det næsten ikke.”
Una svømmede hen og samlede tanden op. Hun holdt den op mod lyset. Den var lille og hvid og meget pæn.
“Den er fin,” sagde hun. “Må jeg få den med i min halskæde? Den skal sidde lige i midten.”
Tikki tænkte sig om. Så nikkede han.
Una bandt tanden fast, lige i midten, og hængte halskæden om halsen. Den klirrede blødt mod hendes muslingeskaller, når hun bevægede sig.
“Når du taber den næste,” sagde hun, “så kom og vis mig den.”
Tikki svømmede hjem gennem revet, mens solen gik ned, og vandet blev først gyldent og så mørkeblåt. Han lukkede munden. Ingenting vippede. Ved siden af hullet sad der allerede en ny, spids tand og gjorde sig klar.
Har du også en tand, der vipper, du? Så tænk på Tikki, der fik en ny, og på Una, der bærer hans gamle tand på sin halskæde nede ved koralrevet. Den nye tand kommer helt af sig selv, også mens du sover. Godnat.
