Der var engang en ung troodon, der hed Dino, og han rejste gennem tiden uden at vide, at det kunne lade sig gøre.
En troodon er en let og hurtig dinosaur, og Dino gik på to lange ben, havde store øjne, der var gode til at se i skumringen, og var dækket af fine, brune fjer. Han var ikke højere end en gås og meget nysgerrig. Han boede med sin flok ved en flod, hvor der voksede bregner og magnolier.
En aften fandt han en sten i flodbredden. Den var glat og lilla, og den var varm, selvom det var blevet aften. Dino tog den forsigtigt i munden. Og så begyndte den at lyse.
Alt omkring ham blev hvidt. Det kildede i maven. Og da lyset forsvandt, stod han et helt andet sted.
Der var ingen flod. Ingen bregner. Han stod på et stykke kort, grønt græs, der var så jævnt, at det lignede et tæppe. Der var en hæk. Et rødt hus med hvide vinduer. Og en lyd, han aldrig havde hørt: en brummen langt væk, som et stort dyr, der aldrig trak vejret.
Det var en bil. Men det anede Dino ikke.
Han gemte sig bag hækken. Han var meget forvirret.
Så hørte han en anden lyd. En kluk-kluk-kluk. Den kom fra et lille træhus med hønsenet omkring.
Dino listede derhen og kiggede ind gennem nettet. Derinde gik der fire fugle. De var brune og runde og havde røde kamme på hovedet, og de gik omkring og kiggede i jorden og pikkede.
Dino stod længe og kiggede på dem.
Han kiggede på deres fødder. Tre lange tæer frem og en lille bagud, med skarpe kløer. Ligesom hans egne.
Han kiggede på deres måde at gå på. Hovedet frem, så kroppen, så hovedet frem igen. Ligesom han gik.
Han kiggede på deres fjer.
En af hønsene fik øje på ham. Hun kom helt hen til nettet og lagde hovedet på skrå, så hun kunne se ham med det ene øje.
“Kluk,” sagde hun. “Du ligner en, jeg kender.”
“Mig?” sagde Dino.
“Dig,” sagde hønen. “Du har fødder som mine. Du har fjer som mine. Og du kigger med hovedet på skrå, ligesom jeg gør.” Hun klukkede igen. “Vi er i familie. Det kan jeg se på dig. En meget, meget fjern familie. Fra længe før hønsehuset.”
Dino lagde også hovedet på skrå. Det var rigtigt. Han kunne se det.
Han blev der et lille stykke tid. Hønen viste ham, hvordan man skraber i jorden med fødderne for at finde orme. Det kunne han godt. Han havde gjort det hele sit liv.
Så begyndte stenen, som han stadig havde i munden, at blive varm igen. Det kildede i maven.
“Farvel,” sagde Dino.
“Kluk,” sagde hønen.
Lyset kom. Alt blev hvidt. Og så stod han ved floden igen, mellem bregnerne og magnolierne, og månen var på vej op over vandet. Hans mor kom løbende og snusede til ham.
“Hvor har du været?” spurgte hun.
“Hos familien,” sagde Dino.
Forskerne er i dag helt sikre: Fuglene er dinosaurernes efterkommere. Høns og solsorte og spurve er i familie med dinosaurer, der levede for millioner af år siden. Kig på en hønes fødder næste gang. Så kan du selv se det.
Sov godt, du, ligesom Dino ved floden, der ligger tæt op ad sin mor mellem bregnerne, mens den lilla sten ligger kold og stille i sandet ved siden af ham. Og millioner af år senere sidder fire høns på en pind i et hønsehus og kluk-kluk-klukker sig i søvn. Godnat.
