Der var engang en spinosaurus, der hed Simon, og han drømte om at flyve.
Han levede for rigtig mange millioner år siden, i et varmt land med brede floder og grønne sumpe, der hvor ørkenen i Nordafrika ligger i dag. Han var enorm. Han var længere end en bus, og på ryggen havde han et højt sejl af hud, der rejste sig som en vifte. Hans snude var lang og smal, nærmest som en krokodilles.
Simon tilbragte det meste af dagen i floden. Men når han lå i det lave vand og kiggede op, så han pterosaurerne. De gled over himlen på store vinger af hud, højt over træerne, uden at slå et eneste slag. Det så så let ud. Simon syntes, han selv var tung. Hans fødder sank ned i mudderet, og hans sejl tog vinden, så han vaklede.
En eftermiddag landede en ung pterosaur på en sten lige ved siden af ham. Han hed Pete. Han havde en spids kam på hovedet og vinger, der var foldet sammen som paraplyer.
“Hvorfor kigger du altid op?” spurgte Pete.
“Fordi I flyver,” sagde Simon. “Og jeg kan ikke engang hoppe.”
Pete tænkte på det. “Jeg kan ikke få dig op i luften,” sagde han. “Men jeg kan vise dig, hvordan det ser ud deroppefra. Der er et bjerg for enden af dalen. Fra toppen kan man se lige så langt, som når jeg flyver.”
Så næste morgen gik de. Pete fløj lidt foran og ventede på sten og træer, og Simon trampede efter. De gik gennem skove af bregner, over en stenet slette og op ad en lang, skrå klippeside, hvor Simon måtte gå forsigtigt og sætte fødderne ét sted ad gangen. Pete råbte hele tiden ned, hvor stenene lå fast.
Det tog hele dagen. Men så stod de på toppen.
Under dem lå dalen. Floden snoede sig gennem den som et sølvbånd, sumpene glimtede, og langt borte kunne Simon se en flok sauropoder gå langsomt hen over en slette med de lange halse, som små streger mod det grønne. Vinden blæste i hans sejl, og for første gang vaklede han ikke. Han stod bare og kiggede.
“Det er sådan, det ser ud,” sagde Pete. “Når jeg flyver.”
De blev deroppe, til himlen blev orange. Så gik de ned igen og sov ved foden af bjerget.
Næste dag var de tilbage ved floden. Simon gik ud i vandet, til det nåede hans sejl. Pete sad på en sten og så på.
“Nu skal du se noget,” sagde Simon.
Han dykkede. Han lagde benene ind til kroppen og slog med halen. Hans hale var lang og flad og høj, næsten som en åre, og når han slog med den fra side til side, gled han frem gennem vandet. Hurtigt og blødt, op og ned og rundt, mellem vandplanterne og ind under de store, flydende blade. Det lignede slet ikke en, der var tung.
Pete stak hovedet ned under vandet for at se.
Da Simon kom op igen, sad Pete med store øjne.
“Du flyver jo,” sagde han. “Du flyver bare i vand.”
Simon kiggede ned på sin hale. Det havde han aldrig tænkt på. Men det var rigtigt. Dernede kunne han svæve og dreje og glide, akkurat som Pete gjorde oppe i luften.
Det ved forskerne faktisk noget om i dag. I 2020 fortalte de, at de havde fundet en næsten hel hale fra en spinosaurus, og den var flad og høj som en åre. Mange tror, at Spinosaurus brugte den til at svømme med. Andre mener, den mest vadede rundt i det lave vand. Forskerne er stadig ved at finde ud af det.
Men Simon vidste det. Og Pete vidste det.
Mens månen står over den brede flod, du, ligger Simon i det lave vand med sejlet oppe og halen ude, og den driver stille frem og tilbage, som om den stadig svømmer. På en sten ved bredden sidder Pete med vingerne foldet sammen og drømmer, at han flyver under vandet. Godnat.
