Der var engang en lille pterodactyl, der hed Vita. En pterodactyl er en flyveøgle, og selvom mange tror det, er den ikke en dinosaur. Det var der mange, der troede, men flyveøgler var deres egen slags dyr. De levede på samme tid som dinosaurerne, og de var de første dyr med knogler, der kunne flyve.
Vita lå i et æg i en rede af sand og tang ved en lagune. Hun lå der længe. Det var mørkt og blødt. Og så en morgen begyndte hun at hakke.
Skallen var læderagtig og blød, som skallen på et skildpaddeæg. Hun skubbede hul i den med snuden. Så rev hun et stykke af. Så kravlede hun ud, våd og krøllet, i sollyset.
Det første, hun gjorde, var at strække vingerne.
De var lavet af hud. Lang, tynd hud, der var spændt ud mellem hendes krop og en meget lang finger på hver hånd. Når hun foldede dem sammen, kunne hun gå på dem som på krykker. Når hun foldede dem ud, var de længere end hele hende.
Hun foldede dem ud. Solen tørrede dem.
Rundt omkring hende klækkede de andre æg. Små flyveøgler kravlede ud alle steder. Der var ingen voksne. Ingen mor, der passede på. Måske havde de voksne lagt æggene og fløjet igen. Det ved forskerne ikke helt. Men forskerne tror, at flyveøgleunger kunne flyve næsten lige fra begyndelsen. At de aldrig skulle lære det. At de bare kunne.
Vita kiggede op. Himlen var stor og blå.
Hun gik et par skridt hen over sandet på sine foldede vinger. Hun kunne mærke vinden komme ind fra lagunen. Den kildede i huden.
Hun foldede vingerne ud igen. Vinden tog fat.
Og så var hun i luften.
Det var ikke højt. Det var ikke langt. Hun fløj lige over sandet, en halv meter oppe, i et lille, vaklende sus. Så landede hun igen, lidt skævt, med næbbet i sandet.
Hun rystede sig. Så prøvede hun igen.
Denne gang lagde hun mærke til, hvad vinden gjorde. Når hun vippede vingerne lidt op foran, steg hun. Når hun vippede dem ned, sank hun. Hun steg op til en meter. To meter. Hun fløj ud over vandet i lagunen og så sin egen skygge glide hen over bølgerne. Det var den første skygge, hun havde set.
Over hende fløj de andre små flyveøgler. De var overalt. De dykkede og drejede. De var lige så nye som hende, og de kunne alle sammen flyve.
Vita fløj længe. Hun fangede en lille rejeagtig ting i vandet med sit næb. Det var hendes første måltid. Det smagte salt.
Om aftenen landede hun på en klippe ved kanten af lagunen. Hun foldede sine vinger om sig som en kappe. Andre små flyveøgler landede rundt om hende og gjorde det samme.
Én dag gammel er hun, den lille flyveøgle på klippen, og hun har allerede set sin egen skygge glide hen over vandet. I morgen flyver hun lidt højere. Godnat, du.
