Der var engang en lille enhjørning, som hed Mynte. Hun var hvid med en sølvgrå manke, hendes horn var ikke større end en gulerod endnu, og hun boede i en skov, hvor svalerne byggede rede under bladene på de gamle bøgetræer.
Hver dag så hun dem lette. Swish, op mellem grenene. Swish, ud over engen. Swish, så højt, at de blev til små, sorte prikker mod de hvide skyer.
“Enhjørninger flyver ikke,” sagde hendes mor, når Mynte stod og stirrede op med åben mund. “Vi løber. Det er også godt.”
Det var også godt. Men det var ikke det samme.
Ved bækken bag skoven boede en fe, der hed Hyld. Hun lavede drikke af blomster og dug, og de fleste af dem smagte forfærdeligt. Men en aften, da Mynte havde fortalt hende om svalerne for tredje gang, gik Hyld ind i sin hule og kom ud med en lille flaske.
“Én slurk,” sagde hun. “Så får du vinger. Men kun til solen går ned. Og der er kun tre slurke i flasken. Så tænk dig godt om.”
Mynte tog den første slurk næste morgen.
Det kildede mellem skulderbladene. Så strammede det. Og så, med et lille pluf, var de der. To vinger, hvide som hendes pels og bløde som dun.
Hun baskede. Hun lettede. Hun styrtede ned i en busk. Hun baskede igen.
Og så fløj hun.
Op over bøgetræerne. Op over engen. Op til svalerne, der fløj forbi med store øjne og kvidrede noget, der lød som: “Hvad er det for en?”
Det var vidunderligt. Det var koldt i ørerne og blæsende i manken. Hun kunne se hele skoven under sig som et grønt tæppe. Hun kunne se bækken som en sølvtråd. Hun kunne se sin mor ude på engen, ikke større end en lille hvid sten.
Hun fløj hele dagen. Og mens hun fløj, lagde hun mærke til noget.
Nede ved den gamle mark, hvor ingen gik mere, stod æslet Kringle. Han var gammel og grå og havde stået på marken så længe, nogen kunne huske. Og hver gang en fugl fløj over ham, løftede han hovedet og fulgte den med øjnene. Hele vejen, til den var væk.
Lige som solen forsvandt bag træerne, forsvandt vingerne også. Mynte landede på engen og gik hjem på fire ben.
Den næste morgen havde hun stadig to slurke i flasken. Hun tænkte på svalerne. På himlen. På hvor koldt og fint det var i ørerne.
Så gik hun ned til den gamle mark.
“Kringle,” sagde hun. “Har du nogensinde villet flyve?”
Æslet så på hende med sine store, triste øjne. “Hver eneste dag,” sagde han. “Siden jeg var et lille føl.”
Mynte holdt flasken frem. “Én slurk,” sagde hun. “Til solen går ned.”
Den dag fløj et gammelt, gråt æsel over skoven. Han fløj ikke særlig pænt. Han fløj skævt og langsomt og råbte “I-AH!” hver gang han dykkede. Svalerne fløj forvirrede rundt om ham. Og Mynte løb under ham hele dagen, over engen og gennem skoven, med manken flagrende, og så op og lo.
Da han landede om aftenen, stod han længe og rystede på benene.
“Tak,” sagde han. Det var det eneste, han kunne sige.
Der var stadig én slurk tilbage.
Mynte gemte flasken under sin seng af mos. Hun vidste ikke endnu, hvem den sidste slurk var til. Måske hende selv. Måske en anden. Hun ville vente og se.
Den nat lå hun og så op gennem bladene. Svalerne sov. Og ude på den gamle mark stod Kringle og så op på stjernerne, som om han kunne huske dem helt tæt på.
Godnat, du. Forestil dig, at du havde en enkelt slurk flyvedrik under din hovedpude. Hvem skulle have den? Det må du gerne ligge og tænke over, til søvnen kommer.
