Der var engang en ung triceratops, der hed Tore. Han havde tre horn, to lange over øjnene og et kort på næsen, og en stor, rund skærm af knogle bag hovedet, der var lidt for stor til ham endnu. Han boede i en flok med sin mor, sin lillesøster og tyve andre triceratopser.
Tore var ikke bange for meget. Han var ikke bange for torden. Han var ikke bange for mørke. Men han var bange for floden.
Den var bred og brun og løb hurtigt, og hvert år, når regntiden var forbi, og græsset på denne side var spist, gik flokken over den. På den anden side var der nyt, grønt græs. Det vidste alle.
Sidste år havde Tore været så lille, at hans mor havde gået lige ved siden af ham hele vejen, så han kunne trykke sig ind til hendes side. I år var han for stor til det. I år skulle han gå selv.
“Du kan bunde hele vejen,” sagde mor. “Det er ikke dybt. Det er bare strømmen. Gå skråt, med hovedet mod strømmen, og sæt fødderne godt fast. Og stop ikke midt i.”
Flokken gik ned til bredden. De store gik først. Vandet skummede om deres ben. De gik langsomt, men de gik.
Tore stod i kanten. Vandet var koldt om hans tæer. Han tog et skridt. Strømmen tog fat i hans ben. Han tog et skridt mere.
Bag ham hørte han en lyd. Det var hans lillesøster. Hun stod oppe på bredden og pev. Hun var kun halvt så stor som ham. Hun skulle gå ved siden af mor. Men mor var allerede ude i vandet med de andre, og hun havde ikke set, at lillesøsteren var blevet stående.
Tore kiggede på floden. Han kiggede på lillesøsteren. Hans hjerte hamrede så meget, at han kunne mærke det i hornene.
Så gik han tilbage.
“Kom,” sagde han. “Du går på min venstre side. Så tager jeg strømmen.”
Lillesøsteren trykkede sig ind til ham. Og så gik de ud i vandet sammen.
Strømmen ramte Tore. Den ramte ham, ikke hende, for han gik på den side, hvor vandet kom fra. Han satte fødderne fast. Et skridt. Et skridt til. Han gik skråt med hovedet mod strømmen, som mor havde sagt. Han stoppede ikke.
Midt i floden var vandet helt oppe ved hans mave. Lillesøsteren pev. Tore brummede, så dybt han kunne, ligesom mor plejede. Det var sådan en lyd, der sagde: Jeg er her.
Og så blev det lavere. Og så var de der.
Mor stod på den anden bred. Hun havde vendt sig og set dem. Hun kom løbende ned i vandet og hen til dem, og hun puffede Tore med sin store skærm. Det var ikke et hårdt puf. Det var et stolt et.
Den aften græssede flokken i det nye, grønne græs. Lillesøsteren sov tæt op ad Tores side, ikke mors.
Tore sover i det høje græs nu, du, med sin lillesøster ind under skærmen. Floden løber bag dem i mørket, brun og hurtig. Han har krydset den, og nu er den ikke farlig mere. Godnat.
