Der var engang en kat, der boede i en gammel vindmølle, og han var den klogeste kat i hele landet.
Møllen tilhørte en møller med tre sønner. En dag blev mølleren for træt til at bære de tunge melsække op ad trappen. Så han delte det, han ejede, mellem sine sønner og flyttede ind hos sin søster i byen, hvor der var en bænk foran huset og ingen trapper.
Den ældste søn fik møllen. Den mellemste fik æslet, der trak melvognen. Og den yngste, som hed Didrik, fik katten.
Didrik satte sig på dørtrinnet og kiggede på katten.
“Hvad skal jeg dog stille op med en kat?” sagde han. “Mine brødre kan male mel og køre med vogn. Jeg kan klø dig bag ørerne.”
Katten satte sig ved siden af ham og slikkede en pote.
“Giv mig et par støvler og en taske,” sagde katten. “Så skal du se, at jeg er mere værd end både en mølle og et æsel.”
Didrik var så forbavset over at høre katten tale, at han gjorde, som den sagde. Han brugte sine sidste mønter på et par små, bløde læderstøvler hos skomageren og fandt en gammel lærredstaske. Katten trak støvlerne på, satte en hat med en fjer på hovedet og gik ud ad døren på to ben, som om han aldrig havde gjort andet.
Katten gik ud i skoven. Han kendte alle stederne. Der, hvor de gule kantareller groede under bøgene. Der, hvor de vilde hindbær hang tungest. Der, hvor bierne havde deres bo i et hult træ og gerne delte lidt honning med en høflig kat. Han fyldte tasken og gik lige op til kongens slot.
“Jeg kommer med en gave fra min herre, markgreven af Carabas,” sagde han til vagten og bukkede, så fjeren fejede gulvet.
Markgreven af Carabas var et navn, katten selv havde fundet på. Det lød fint. Og kongen, der elskede kantareller, blev meget glad.
Næste uge kom katten igen. Med hindbær. Ugen efter med honning. Hver gang var det fra markgreven af Carabas. Til sidst var kongen meget nysgerrig efter at møde den venlige markgreve.
En dag hørte katten, at kongen skulle køre en tur langs floden i sin karet sammen med sin datter, prinsessen. Han løb hjem til Didrik.
“Gør nøjagtig, som jeg siger,” sagde katten. “Tag dit tøj af og gå ud i floden, lige der, hvor vandet er lavt og stille. Og bliv der, til jeg kalder.”
Didrik forstod ikke noget. Men han gjorde det. Han stod i det lave vand til knæene, og katten gemte hans gamle, lappede tøj under en sten.
Da kongens karet kom, sprang katten ud på vejen og viftede med hatten.
“Hjælp!” råbte han. “Markgreven af Carabas var ude at bade, og nogen har taget hans tøj!”
Kongen lod karetten standse. Han sendte straks en tjener tilbage til slottet efter en fin dragt. Og da Didrik kom op af vandet i en blå frakke med sølvknapper, så han så flot ud, at prinsessen ikke kunne lade blikket fra ham.
“Kør med os,” sagde kongen.
Mens de kørte, løb katten foran. Han løb ud over markerne, hvor bønderne høstede.
“Når kongen spørger, hvem markerne tilhører,” sagde katten til dem, “så skal I sige, at de tilhører markgreven af Carabas.”
For markerne tilhørte i virkeligheden en stor og grov trold, som boede i et slot på bakken. Han var så grov, at bønderne aldrig turde sige nej til ham. Så da kongen kom forbi og spurgte, sagde de alle sammen:
“Markgreven af Carabas.”
Kongen nikkede tilfreds.
I mellemtiden var katten nået op til troldens slot. Han bankede på og bukkede dybt.
“Jeg har hørt,” sagde katten, “at du kan forvandle dig til hvad som helst. Det kan jeg slet ikke tro.”
Trolden grinede, så vinduerne klirrede. Og så forvandlede han sig til en løve. En kæmpe løve med en manke som en busk, der brølede lige ind i kattens ansigt.
Katten sprang op på et skab. Han rystede. Men han samlede sig.
“Det var flot,” sagde han. “Men en løve er jo stor. Det er let at være stor, når man er en trold. Jeg tror ikke, du kan blive lille. Så lille som en mus.”
“Pyt,” sagde trolden. Og så stod der en lille, grå mus på gulvet.
Katten sprang ned fra skabet og satte en tekop over den. Klonk.
“Lad mig komme ud!” peb musen inde under koppen.
“Det skal du,” sagde katten. “Når du har lovet mig to ting. At du flytter op i bjergene, hvor du ikke kan skræmme nogen. Og at bønderne må beholde deres marker.”
Musen tænkte længe. Det var meget mørkt inde under koppen.
“Jeg lover det,” peb den.
Katten løftede koppen. Musen blev til en trold igen, og trolden tog sin frakke og sin hat og traskede ud af slottet og op mod bjergene, alt imens han brummede. Deroppe fandt han en stor hule med udsigt, hvor ingen gad drille ham, og hvor han kunne brøle, så meget han havde lyst. Det var han egentlig ret godt tilfreds med.
Lige da han var forsvundet, kørte kongens karet op foran slottet. Katten stod i døren.
“Velkommen til markgreven af Carabas’ slot,” sagde han.
Kongen var meget imponeret. Prinsessen kiggede på Didrik og Didrik på prinsessen, og i den blå frakke med sølvknapper turde han til sidst fortælle hende sandheden: at han egentlig hed Didrik og var søn af en møller. Prinsessen lo. Hun syntes, Didrik var et meget bedre navn end Carabas.
Til foråret holdt de bryllup. Mølleren kom fra byen og sad på forreste række, og begge brødrene kom med melvognen og æslet. Bønderne fik deres marker tilbage. Og katten fik en blød stol i solen ved det største vindue i slottet.
Han tog aldrig sine støvler af. Kun om aftenen.
Et par små, bløde læderstøvler står pænt ved siden af hinanden under det største vindue på slottet, du. Ovenover, i den bløde stol, ligger katten, der fik alting til at gå godt, krøllet sammen med halen om poterne, og han spinder, så det kan høres helt ud på gangen. Godnat.
