Der var engang en lille haj, der hed Hugo, og han var ikke længere end en sko.
Han var en ung rødhaj. Han var sandfarvet med små, mørke prikker over det hele, og han boede på bunden af havet mellem Danmark og Sverige, hvor der vokser tang i lange, brune bånd. De store hajer i bøgerne var farlige. Hugo var ikke farlig. Han spiste rejer og små krabber og sov det meste af dagen i en sprække mellem to sten.
En dag fandt han et kort. Det var et stykke plastik, som var kommet ud fra en båd, og nogen havde tegnet på det med sort tusch: en sten, et tangbælte og et stort kryds. Under krydset stod der SKAT.
“En skat,” sagde Hugo.
Han viste det til sin ven, eremitkrebsen Gerhard, som altid bar sit hus med sig: et spiralsnoet sneglehus, der var præcis stort nok til ham.
“Den sten der,” sagde Gerhard og pegede med den ene klo. “Det er den store sten bag tangskoven. Jeg kender den.”
Så svømmede Hugo, og Gerhard gik, så hurtigt han kunne, med huset på ryggen. De kom gennem tangskoven, hvor båndene vuggede frem og tilbage i strømmen. Og bag den lå den store sten.
Ved foden af stenen voksede der en tangplante. Og viklet ind i dens stilk, med små, krøllede tråde i hvert hjørne, sad der noget. Det var lille og firkantet og brunt, og man kunne næsten se igennem det.
“Det er ikke en skattekiste,” sagde Gerhard skuffet.
Hugo svømmede helt tæt på. Han kendte den form. Han havde set den før, men han kunne ikke huske hvor.
Så bevægede noget sig indeni. En lillebitte hale. Den slog frem og tilbage.
“Det er en havfruepung,” sagde Hugo langsomt. “Det er et rødhajæg. Der ligger en baby indeni.”
Han kunne se den nu. Den var ikke længere end hans øje, krøllet sammen om en lille, gul blommesæk. Den havde prikker. Ligesom ham.
“Sådan var jeg også engang,” sagde Hugo. “Mor hængte mig op i tangen. Så lå jeg der i næsten et år og voksede. Og så kom jeg ud.”
Gerhard kiggede på ægget. Så kiggede han på Hugo.
“Det er en rigtig skat,” sagde han.
De blev der længe og så den lille hale slå frem og tilbage.
Bag tangskoven, ved den store sten, gynger en lille havfruepung frem og tilbage i strømmen, og indeni sover en prikket haj med sin gule madpakke. Hugo ligger i sin sprække tæt derved og holder øje, for den skal vokse sig stor og stærk derinde, du, i mange måneder endnu. Godnat.
