Der var engang en lille haj, der hed Hugo. Han var ikke som de andre hajer i havet. Hugo var nysgerrig og elskede eventyr, mens de andre hajer helst bare svømmede rundt og gabte stort.
En dag, da Hugo svømmede langs havbunden, opdagede han et gammelt kort, der lå viklet ind i lidt tang. Han pustede tangen væk og kiggede nærmere på kortet. Der var tegnet en rød prik midt på et stort koralrev. Og ved siden af stod der: “Her ligger skatten gemt.”
Hugo fik store øjne. En skat! Han måtte finde den.
Han svømmede straks afsted og mødte først sin ven, skildpadden Sofus.
“Vil du med på skattejagt?” spurgte Hugo.
Sofus nikkede og sagde: “Selvfølgelig! Men vi skal også spørge Blæksprutten Bella. Hun kender alle hjørner af havet.”
Sammen svømmede de tre venner mod det store koralrev. På vejen mødte de farvestrålende fisk, dansende søheste og en gammel krabbe, der pegede dem den rigtige vej.
Da de nåede frem til den røde prik på kortet, kiggede de alle tre rundt. Hvor kunne skatten være? Pludselig opdagede Bella noget skinnende mellem stenene. De skubbede forsigtigt til stenene – og der lå den fineste lille skattekiste!
Inde i kisten var der ikke guld eller juveler, men noget endnu bedre: fine perler, flotte skaller og farverige sten. Hugo smilede stort. “Det her er den bedste skat, for nu har vi noget, vi altid kan dele og lege med sammen.”
Og sådan endte Hugo, Sofus og Bella’s skattejagt. De svømmede hjem med kisten, mens solen langsomt gik ned over havet.
Godnat, lille ven. Sov sødt og drøm om eventyr under havets overflade.
