Der var engang en lille tyr, der hed Tino. Han var ikke en stor, farlig tyr. Han var en tyrekalv på fire måneder, rødbrun og krøllet i panden, og han gik på en eng ved åen sammen med sin mor og otte andre køer og kalve.
Tino kunne lide at løbe. Han kunne lide at stange i græstuer. Og han kunne lide at stikke sin store, våde mule ned i alt, hvad der var nyt.
En varm eftermiddag i juli lå han i græsset og hvilede sig. Køerne gumlede. Fluerne summede. Og så kom der en sommerfugl.
Den var lille og himmelblå, med en fin, hvid kant hele vejen rundt om vingerne. Sådan en sommerfugl hedder en blåfugl.
Den flagrede rundt om Tinos hoved. Én gang. To gange. Og så landede den på hans mule.
Tino skelede ned ad sin næse. Han kunne lige akkurat se den. Den sad helt stille med vingerne slået sammen, og så rullede den en lille, tynd snabel ud og stak den ned på hans våde mule.
Det kildede. Tino fik lyst til at nyse.
“Lig stille,” sagde hans mor. Hun lå i græsset ved siden af ham. “Den drikker.”
“Drikker den af min næse?”
“Den kan lide salt. Og din næse er salt. Når det er varmt, leder sommerfuglene efter salt alle mulige steder. I mudder. På sten. På næser.”
Tino lå stille. Han holdt nysen inde, selvom det var svært. Sommerfuglen drak og drak med sin lille snabel. Så åbnede den vingerne. De glimtede blå i solen, lige foran hans øjne.
Så fløj den. Op over hans hoved, hen over engen og ned til åen, hvor den forsvandt mellem de lilla blomster.
Tino nøs. Det var en meget stor nys.
Resten af eftermiddagen lå han helt stille i græsset med næsen oppe. Hvis nu den kom tilbage.
Det gjorde den ikke. Men to andre gjorde. En lille gul og en hvid. De landede på hans ryg og hvilede sig lidt.
Mon du kunne ligge lige så stille som Tino, du, med en sommerfugl på næsen? Han ligger på engen med mulen på sin mors ryg nu. I morgen er hans næse salt igen. Godnat.
