Der var engang en løvepige, der hed Wadi, og hun havde en lillebror, der fulgte efter hende overalt.
Han hed Juma. Han var tre måneder yngre end hende, hvilket ikke lyder af meget, men når man er en løveunge, er det en hel del. Wadi kunne løbe hurtigere. Hun kunne klatre op på den skrå akaciestamme ved klippen. Hun kunne snige sig gennem det høje græs med maven helt nede ved jorden, så kun ørespidserne stak op.
Og Juma ville kunne det hele. Lige nu.
Når Wadi sneg sig, sneg Juma sig bag hende. Han var ikke god til det endnu. Han trådte på tørre strå, så det knasede, og halen stod lige i vejret som et flag. Når Wadi klatrede, prøvede Juma også, og så gled han ned ad stammen med alle fire poter spredt ud og landede på numsen. Når Wadi lagde sig i skyggen, lagde Juma sig så tæt op ad hende, at hun næsten ikke kunne trække vejret.
“Kan du ikke lege med en anden?” spurgte Wadi en dag.
“Nej,” sagde Juma.
Det var sandt nok. Der var ikke andre unger i flokken lige nu. Der var bare tanterne, der lå og døsede i varmen, og deres mor, og en meget gammel løvinde, der hed Shani, som næsten altid sov.
Wadi gik sin vej. Hun gik helt ud til den store klippe, hvor græsset var højt, og satte sig og så ud over savannen. Langt borte græssede en flok zebraer. En giraf stod og plukkede blade fra toppen af et træ. Det var meget fredeligt. Det var også lidt kedeligt.
Hun kiggede sig over skulderen. Juma var ikke kommet efter hende.
Hun ventede. Han kom stadig ikke.
Wadi rejste sig. Hun gik tilbage gennem græsset, og hun gik lidt hurtigere, end hun egentlig havde tænkt sig.
Juma lå under akacietræet ved siden af Shani. Den gamle løvinde var vågen. Hun havde lagt sin store pote hen over ham, og han lå og legede med kvasten på hendes hale, som om det var verdens mest interessante ting.
“Han kom herhen af sig selv,” sagde Shani, da hun så Wadi. “Han ville ikke forstyrre dig.”
Wadi satte sig. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige.
“Du var nøjagtig ligesom ham, da du var lille,” sagde Shani. “Du fulgte efter din mor hele dagen. Du sneg dig efter hende med halen i vejret.”
“Det gjorde jeg ikke,” sagde Wadi.
“Det gjorde du,” sagde Shani og lukkede øjnene. “Det er sådan, man lærer det.”
Den aften kunne Juma ikke sove. Flokken lå tæt sammen under akacietræet, og der var mørkt, og der var lyde. Græsset raslede. En fugl kaldte. Langt borte gryntede en flodhest, dybt og vådt. Juma lå med åbne øjne og ørerne stive.
Wadi mærkede ham ryste en lille smule.
Hun skulle til at sige, at han lå for tæt. Men så sagde hun noget andet.
“Vil du høre noget?”
Juma nikkede.
“Når det er nat,” sagde Wadi, “brøler de voksne. Ikke fordi de er sure. Men for at fortælle, hvor de er. Så alle andre løver ved, at her bor vi. Lyt.”
Og som om hun havde bestilt det, løftede deres mor hovedet og brølede. Det var et stort, dybt brøl, der begyndte som en knurren og voksede, til det fyldte hele natten. Så brølede tanterne. Så brølede Shani, langsomt og hæst. Og langt borte, fra den anden side af floden, svarede en anden flok.
“Nu ved alle, at vi er her,” sagde Wadi.
Juma lå helt stille. “Kan vi også?”
“Ikke rigtigt endnu,” sagde Wadi. “Men vi kan prøve.”
De satte sig op, begge to. De trak vejret dybt. Og så brølede de, så højt de kunne, en storesøster og en lillebror.
Det lød som to små katte, der havde fået ondt i halsen.
Deres mor drejede hovedet og kiggede på dem. Det lignede næsten et smil.
Juma lagde sig ned igen. Han lagde sig tæt op ad Wadi, med hovedet på hendes forben. Det var meget tæt. Hun lod ham ligge.
“I morgen skal du lære mig at klatre,” mumlede han.
“I morgen,” sagde Wadi. “Hvis du holder halen nede, når vi sniger os.”
Men da var han allerede faldet i søvn.
Godnat, du. Har du en storesøster eller en lillebror, eller en anden, der godt kan lide at være tæt på dig, så kan du tænke på Wadi og Juma under akacietræet, med flokkens brøl som en dyne over sig. Det er ret rart at have nogen at følge efter. Og nogen, der følger efter én.
