Der var engang en lille natugle, der hed Puk. Hun var brun og rund og havde to store, sorte øjne, og hun havde sin rede i en gammel, hul lind ved kanten af en kirkegård.
Puk var ung. Det var hendes første efterår alene, og hun var meget optaget af stjernerne. Hver nat, når hun havde fanget en mus eller to, satte hun sig på sin gren og kiggede op.
Hun havde sin egen yndlingsstjerne. Den var lys og gul og stod helt tæt ved månen, ligesom en lille hund, der går ved siden af sin ejer.
En nat sad Puk og kiggede på den, mens månen langsomt gled hen over himlen. Månen kom nærmere og nærmere stjernen. Og så, pludselig, var stjernen væk.
Puk blinkede. Hun drejede hovedet helt rundt, som kun ugler kan, og kiggede igen. Stjernen var der ikke.
“Den er blevet stjålet!” tudede hun.
En flagermus fløj forbi. “Har du taget min stjerne?” spurgte Puk.
“Jeg spiser myg,” sagde flagermusen og forsvandt.
En ræv luntede hen over kirkegården. “Har du taget min stjerne?” råbte Puk.
“Jeg kan ikke engang nå æblerne,” sagde ræven.
Så fløj Puk op i kirketårnet. Der boede en gammel slørugle, hvid i ansigtet som en tallerken, og hun havde boet der i mere end tyve vintre.
“Min stjerne er blevet stjålet,” sagde Puk. “Den stod lige ved månen, og så var den væk.”
Sløruglen kiggede ud ad lugen. “Hvor stod den?”
“Lige der. Ved kanten af månen.”
“Ved hvilken kant?”
Puk tænkte. “Den mørke,” sagde hun.
“Så vent,” sagde sløruglen. “Hold øje med den anden kant. Den lyse.”
Puk satte sig ved siden af hende i lugen og ventede. Det var koldt. Kirkeuret tikkede inde bag dem. Månen gled langsomt videre, så langsomt, at man næsten ikke kunne se, at den flyttede sig.
Puk ventede, til hun var ved at falde i søvn.
Og så, lige ved månens lyse kant, sprang der et lille, gult lys frem. Pling. Som når man tænder en lommelygte.
“Der er den!” tudede Puk. “Den er kommet tilbage!”
“Den har ikke været væk,” sagde sløruglen. “Månen gik bare foran den. Ligesom når du sætter dig på en gren foran mig, så kan jeg ikke se ræven. Ræven er der stadig.”
Puk kiggede på stjernen. Den stod nu på den anden side af månen og skinnede, som den altid havde gjort.
“Så det var månen, der lånte den,” sagde hun.
“I en time,” sagde sløruglen. “Den låner tit en stjerne. Man skal bare se efter.”
Puk fløj hjem til sin lind. Det var ved at blive lyst i øst, og nu skulle hun sove, for ugler sover om dagen. Hun krøb ind i sit hul og lukkede de store, sorte øjne.
Den sidste stjerne, hun så, var den gule.
Månen går stille hen over himlen i nat, du, så langsomt, at ingen kan se det. Måske låner den en stjerne lige nu. Den får den tilbage i morgen. Det gør du også med dine øjne. Sov godt.
