Der var engang en dinosaurmor, der var lang som tre busser. Hun var en titanosaurus, med en hals, der kunne nå op i toppen af træerne, og en hale, der fejede hen over jorden bag hende. Hun boede på en ø med en vulkan, for mange millioner år siden, og hun skulle lægge æg.
Det var ikke let for en så stor dinosaur at passe på sine æg. Hun kunne ikke ligge på dem, for så ville de gå i stykker. Hun kunne ikke holde dem varme med sin mave. Hun var alt for tung.
Men på vulkanøen var der et særligt sted.
Det var nede ved foden af vulkanen. Der var jorden altid varm. Ikke brændende varm. Bare lun, sådan som en sten er lun efter en hel dag i solen. Nogle steder kom der små pust af damp op mellem stenene, og i små huller boblede varmt vand.
Hertil kom titanosaurmødrene, hver eneste gang de skulle lægge æg. Dinosaurmoren havde selv ligget i et æg her engang.
Hun gik langsomt mellem de dampende huller. Hun skulle finde det rigtige sted. Ikke for varmt, ikke for koldt. Hun snusede til jorden og trådte forsigtigt med sine store fødder, der var så brede som et bord.
Til sidst fandt hun det. Et sted mellem to sten, hvor jorden var lun og fugtig og blød.
Hun gravede et hul med sine forfødder. Så lagde hun æggene. Det tog lang tid. Der var mange. De var runde og grå og så store som en grapefrugt, og der var næsten tredive af dem.
Så skubbede hun jord hen over dem med sine fødder. Ikke for meget. Bare nok til at dække dem.
Rundt om hende gik andre titanosaurmødre og gjorde det samme. Hele skråningen var fuld af reder.
Nu kunne hun ikke gøre mere. Den varme jord ville passe på æggene. Den ville holde dem lune hele dagen og hele natten, i mange uger, indtil ungerne var klar.
Moren gik langsomt ned mod skoven for at spise. Bag hende dampede jorden.
Ugerne gik. Regnen kom og gik. Vulkanen rumlede lidt en enkelt nat og blev så stille igen. Nede i den lune jord voksede der noget inde i æggene.
Og en tidlig morgen begyndte det at knase.
Et lille hul i en skal. Et lille, gråt næsebor, der kom ud og snusede. Så et øje. Og så, med et stort skub, et lille hoved.
Den første unge kravlede op af jorden. Han var på størrelse med en kat. Han havde en lille hals og en lille hale og alt for store fødder. Lad os kalde ham Klump.
Klump kiggede rundt. Overalt på skråningen knasede det. Små hoveder stak op af jorden. Små fødder sparkede. Alle ungerne kom frem på samme tid, som om de havde aftalt det.
Klump var sulten. Han kunne lugte grønne blade et sted. Han gik hen mod lugten, vakkelvorn på sine store fødder, og alle de andre unger fulgte med.
Ude i skovkanten stod de store titanosaurusser og spiste. De kiggede ned på de små. En af dem sænkede sin lange hals helt ned til Klump og snusede til ham. Klump snusede tilbage.
Så lavede den store en dyb, rumlende lyd. Det lød som torden langt væk. Klump vidste ikke, hvad det betød. Men han gik tættere på den store fod og blev stående der.
Den nat lå ungerne tæt sammen i bregnerne i skovkanten, i en stor, blød bunke. Ude i skoven gik de store og gumlede blade i mørket med deres lange halse. Klump lå i midten af bunken. Nede ved vulkanen dampede den lune jord, tom nu, men klar til næste gang.
Vulkanøen sover i nat, du, og jorden er lun under bregnerne. Klump ligger i midten, hvor det er allervarmest. Find dit varmeste sted under dynen, og bliv der. Godnat.
