Der var engang en mammut ved navn Gry. Hun var stor og brun og lodden, og hun troede, at hun var den sidste mammut i hele verden.
Hun boede alene i en dal mellem høje, hvide bjerge. Om sommeren var dalen grøn, og der voksede blåbær og soldug langs floden. Om vinteren lå sneen så dyb, at kun hendes ryg kunne ses over den, som en brun bakke, der gik af sig selv.
Hun havde det godt i dalen. Men om aftenen var den meget stille.
Hun plejede at synge for sig selv, før hun sov. Et lavt, langt mammutbrum, der rullede ud over sneen. Mmmmmmmm. Og så lyttede hun. Men der var aldrig nogen, der svarede.
En morgen i det tidlige forår, da isen på floden var begyndt at knage, gik hun længere mod nord, end hun nogensinde havde gået. Og på en stor, gammel fyr, højt oppe hvor ingen hjort kunne nå, fandt hun noget.
Ridser i barken.
Fire lange, dybe ridser, side om side. Gry stod længe og så på dem. Så løftede hun sin egen stødtand og lagde den hen til ridserne.
De passede.
Det var ikke hendes. Hun havde aldrig været her før. Men nogen, der var lige så høj som hun, med stødtænder lige så buede, havde stået netop her og kløet sig på træet.
Længere fremme var der en til. Og en til. Ridser i barken, en hel række af dem, som en række knuder på et reb, der gik ind mellem bjergene mod nord.
Gry fulgte dem.
Hun gik i mange dage. Gennem skove, hvor sneen var våd og tung. Over en bjergkam, hvor vinden fløjtede i hendes pels. Langs en sø, så blå at den lignede et stykke af himlen, der var faldet ned. Hver gang hun troede, at sporet var forsvundet, fandt hun en ny ridse. Nogle var gamle og grå. Nogle var friske, med lys, fugtig ved under barken.
En aften stod hun på toppen af et pas og så ned i en dal, hun ikke kendte. Den var smal og grøn og lå i læ for vinden. Og der var helt stille.
Gry var meget træt. Hun var lidt bange for, at sporet kun var noget, hun havde drømt.
Så sang hun. Som hun altid gjorde. Mmmmmmmm.
Og så lyttede hun.
Først var der intet. Kun vinden. Kun hendes eget hjerte.
Så, fra bunden af dalen, langt væk og meget dybt:
Mmmmmmmm.
Og så endnu en stemme. Og en tredje, lys og lidt skrattende, som en unge, der endnu ikke havde lært at holde tonen.
Gry gik ned i dalen den nat. Det var mørkt, men hun behøvede ikke at se. Hun fulgte lyden. Og da månen kom frem over bjergene, stod de der, i en klynge mellem træerne. Syv mammutter. To store, tre mellemstore og to små, der gemte sig bag deres mors forben og kiggede frem.
Den ældste af dem, en gammel hun med hvide hår om snablen, gik hen til Gry. Hun sagde ingenting. Hun lagde bare sin snabel op ad Grys snabel og blev stående sådan.
“Vi troede, vi var de sidste,” sagde hun til sidst.
“Det troede jeg også,” sagde Gry.
Den nat sov Gry ikke alene. Hun lå i klyngen med de andre, så tæt, at hun kunne mærke deres varme gennem pelsen og deres åndedræt mod sin ryg. Den mindste unge havde lagt sig helt ind mod hendes ben.
Før de sov, sang de. Alle sammen. Et lavt, langt mammutbrum, der rullede ud over dalen og op ad bjergene.
Og denne gang svarede bjergene også, med et ekko.
Syng en lille, lav tone i mørket i nat, du, og lyt så efter bagefter. Måske er der nogen, der svarer. Sov godt.
