Der var engang en hund, der hed Balder. Han var en stor, sort og hvid gårdhund med ét øre, der stod op, og ét, der hang ned, og han boede på Mosegården sammen med Oluf på syv, Olufs mor og far og en masse dyr.
Balder havde et job. Han passede på gården. Det havde han gjort, siden han var hvalp. Men Oluf vidste ikke rigtig, hvad det betød. Balder lå jo bare og sov i solen det meste af tiden.
“Må jeg følge med Balder en hel dag?” spurgte Oluf en lørdag.
“Ja,” sagde far. “Men ikke ud over hegnet. Og når det bliver mørkt, er du indenfor.”
Om morgenen gik Balder hen til gåsefolden. Gæssene skulle ud på engen, men gæs vil helst gå alle mulige steder hen på én gang. Balder gik bare i en stor bue bag dem. Han gøede ikke. Han løb ikke. Han gik bare der, hvor gæssene ikke skulle hen, og så gik de der, hvor de skulle hen. Ud af lågen. Ned ad stien. Ud på engen.
“Han siger ingenting,” sagde Oluf forbavset.
“Han behøver ikke,” sagde far. “Gæssene ved godt, hvad han mener.”
Om formiddagen lå Balder i gårdspladsen og sov. Oluf satte sig ved siden af ham. Men Balder sov med det ene øre oppe. Da postbilen kom, løftede han hovedet. Da den kørte, lagde han det ned igen. Da en fremmed bil kom forbi på vejen og satte farten ned, rejste han sig op og stod helt stille. Bilen kørte videre. Balder lagde sig igen.
“Han sover slet ikke,” sagde Oluf. “Han lytter.”
Om eftermiddagen gik Balder en tur langs hegnet. Hele vejen rundt. Han snusede ved hver eneste pæl, som om han læste avis. Ved den gamle pil i hjørnet blev han stående længe og snusede i græsset. Så løftede han ben og gik videre.
“Der har været en ræv,” sagde far, da Oluf fortalte det. “Det er dens sti. Balder fortæller den, at det her er hans sted.”
Hen mod aften var det hønsenes tur. Hønsene gik rundt på gårdspladsen og pikkede. De skulle ind i hønsehuset, før det blev mørkt, for om natten kommer ræven. Balder gik hen og satte sig foran dem. Han kiggede bare på dem. Den ene høne efter den anden vraltede ind gennem den lille dør. Den sidste var en gammel brun høne, som altid var langsom. Balder gav hende et lille skub med næsen.
Far lukkede lugen.
Nu var himlen ved at blive mørkeblå. Oluf stod ved hegnet med far. Ude ved markkanten, langt væk, sad der noget rødt i græsset. To øjne lyste et øjeblik i skumringen.
“Ræven,” hviskede far.
Balder havde også set den. Han gik helt hen til hegnet. Han gøede ikke. Han stod bare der, med det ene øre oppe og det andet nede, og kiggede på ræven.
Ræven kiggede på Balder.
Så vendte den om og luntede ind mellem træerne.
“Kom,” sagde far. “Nu går vi ind.”
Oluf fik aftensmad og bad og tandbørstning. Inden han gik i seng, kiggede han ud ad vinduet. Udenfor var der helt mørkt. Men i porten til gårdspladsen, lige i midten, lå der en stor, mørk skygge med det ene øre oppe.
“Sover han der hele natten?” spurgte Oluf.
“Hver nat,” sagde mor. “Han har gjort det i ni år. Han sover, men han sover med øret oppe.”
Oluf kravlede op i sengen. Han trak dynen op. Gæssene sov i gåsehuset. Hønsene sov på deres pind. Køerne sov i stalden. Og i porten lå Balder.
Oluf prøvede at sove med det ene øre oppe. Det kunne han ikke. Begge hans ører faldt i søvn på samme tid.
Du må gerne sove med begge ører nede i nat, du. Der er nogen, der har det ene oppe for dig. Godnat.
