Der var engang en hest, der hed Hasse, og han kendte en sti, som ingen andre på gården kendte.
Han var brun med en lang, sort manke og en hvid blis ned ad næsen, og han var tyve år gammel, hvilket er ret gammelt for en hest. Han havde boet på gården, siden han var et føl. Nu var det Selina på ni, der red ham, og hendes mor, der red ved siden af på den store, grå hoppe.
En søndag i september red de ud i skoven. Selina havde ridehjelm på, og mor sagde, at de skulle holde sig til skovvejen, hvor der var bredt og fladt.
Men ved den store bøg standsede Hasse.
Han drejede hovedet til venstre. Han spidsede ørerne. Og så begyndte han at gå, langsomt og helt sikkert, ind mellem to hasselbuske, hvor der slet ikke var nogen sti.
“Hasse,” sagde Selina. “Den vej er forkert.”
Hasse gik videre. Mor kom efter dem på den grå hoppe. “Lad ham gå et stykke,” sagde hun. “Han går stille. Vi vender om, hvis det bliver for tæt.”
Og da de var kommet forbi hasselbuskene, var der en sti alligevel. Den var gammel og grøn af mos og næsten helt groet til, men man kunne godt se, at den havde været der. Den gik mellem høje graner og ned ad en blød skråning.
Hasse gik, som om han havde gået den i går.
For enden af stien åbnede skoven sig. Og der lå en lille, glemt have. Der var et faldefærdigt stengærde rundt om. Inde bag det stod der træer. Gamle, krogede træer, ikke høje, med grå bark og grene, der hang helt ned til jorden.
Og grenene var fulde af æbler.
Røde og gule og nogle, der var stribede. Mange lå også i græsset. Hele haven duftede af æbler.
Mor holdt hesten an og kiggede længe.
“Det må være den gamle æblehave,” sagde hun. “Der lå et lille husmandssted her engang. Farfar har fortalt om det. Huset blev flyttet for mange år siden, men haven fik lov at blive. Folk, der red her for længe siden, tog altid denne vej. Hasse må have gået den med sin første rytter, da han var ung.”
Hasse strakte halsen ind over stengærdet og snusede efter et æble.
“To,” sagde mor. “Ikke flere. Heste kan få ondt i maven, hvis de spiser for mange æbler på én gang.”
Selina steg af og samlede to æbler op fra græsset til Hasse og to til den grå hoppe. De knasede højt. Så samlede hun æbler i sin jakke, så mange hun kunne bære. Til hønsene. Til grisen. Til farfar.
De red hjem ad den gamle sti, med Hasse forrest.
Farfar sad på trappen, da de kom. Han tog et af de stribede æbler og vendte det i hånden. Så tog han en bid og smilede. “Gråsten,” sagde han. “Fra de gamle træer. De smager præcis som dengang, jeg var en lille dreng.”
Den gamle sti ude i skoven ligger mørk og stille mellem granerne og venter på næste søndag, du. Og i stalden tygger Hasse langsomt på det sidste hø, med en svag duft af gråsten om mulen. Godnat.
