Der var engang en lille ælling, der var så grå og pjusket og stor, at alle kaldte ham den grimme ælling.
Han blev født en sommerdag ude på landet, hvor markerne var gule af korn, og hvor en stork spankulerede rundt i engen og fortalte alle, der ville høre efter, om sine rejser til Afrika. Nede ved en gammel herregård lå en grøft med store skræppeblade, og under bladene sad en andemor på sin rede.
Hun havde ligget længe. Til sidst knækkede det ene æg efter det andet, pip, pip, og ud kom små, gule ællinger, der kiggede sig om under de grønne blade.
“Er det her hele verden?” spurgte de, og andemor lo og sagde, at verden fortsatte langt bag præstens have.
Men det største æg var ikke knækket endnu.
“Det er nok et kalkunæg,” sagde en gammel and, der kom forbi. “Lad det ligge og lær de andre at svømme.”
Andemor blev liggende. Og til sidst knækkede det store æg. Ud væltede en ælling, der var meget stor og meget grå.
“Han ligner ikke de andre,” sagde andemor stille. “Men han svømmer flot. Han holder halsen pænt. Han er min.”
I andegården var det værre. De andre ænder bed ham i nakken. Hønsene hakkede efter ham. Kalkunen pustede sig op, til han var dobbelt så stor, og gryntede ad ham, til hans hoved blev helt rødt. Og pigen, der gav dyrene mad, skubbede ham væk med foden.
Selv hans søskende vendte ryggen til ham, når han kom.
Det blev for meget. En morgen fløj ællingen over hækken. Spurvene i hækken fløj op, da han landede. “De flyver, fordi jeg er så grim,” tænkte han og løb videre.
Han kom ud til den store mose, hvor vildænderne boede. De kiggede på ham fra næb til hale og sagde, at han godt måtte ligge der, så længe han holdt sig i den anden ende af mosen. Han lå i sivene i to dage. Så kom en stor hyrdehund ned for at drikke. Den snusede og plaskede og gøede ad sit eget spejlbillede, og ællingen blev så forskrækket, at han dukkede sig ned i sivene. Da hunden var gået, løb han videre, så hurtigt han kunne.
Om aftenen kom han til et lille, skævt hus. Døren hang så skævt, at han kunne smutte ind gennem sprækken. Der boede en gammel kone med sin kat og sin høne. Katten var meget stolt af sin spinden. Hønen var meget stolt af sine æg.
“Kan du lægge æg?” spurgte hønen.
“Nej.”
“Kan du spinde?” spurgte katten.
“Nej.”
“Så har du ikke meget at byde på,” sagde de og vendte sig om.
Ællingen sad i hjørnet og drømte om vand. Om at flyde på en sø og stikke hovedet ned, så halen pegede op mod himlen.
“Hvem i alverden har lyst til det?” sagde hønen. “Ikke katten. Ikke den gamle kone. Og slet ikke mig.”
“I forstår mig ikke,” sagde ællingen. Og så gik han ud i verden igen.
Det blev efterår. Bladene i skoven blev gule og brune. En kold aften lettede en flok store fugle fra søen, han lå ved. De var helt hvide og havde lange, bøjede halse og vinger, der sang i luften, når de slog med dem. Det var svaner, og de var på vej sydpå til et varmere sted for vinteren.
Ællingen strakte halsen efter dem, så langt han kunne, og blev ved med at kigge, til de var små prikker. Han vidste ikke engang, hvad de hed. Men han tænkte på dem hele vinteren.
Vinteren kom. Søen begyndte at fryse til fra kanten, og en morgen, da ællingen vågnede i sivene, sad hans fødder fast i et tyndt lag is.
En bonde kom forbi med sin hestevogn. Han så ællingen, bankede isen løs med hælen på sin træsko og tog ham med hjem under jakken. Der fik han lov at sidde ved kakkelovnen. Børnene ville lege med ham, men han troede, de ville drille, og han flagrede op og landede lige i mælkefadet. Så i melkassen. Konen klappede i hænderne, og børnene grinede og løb efter ham, og da døren gik op, smuttede han ud, hvid af mel, og hen til bondens lade, hvor han fandt en varm krog i halmen.
Der boede han resten af vinteren, og bonden lod ham bo i laden og stillede en skål vand og lidt korn ud hver morgen. Men en morgen lå han i mosen mellem sivene, og solen skinnede varmt. Lærkerne sang. Det var dejligt forår.
Han rørte vingerne. De var blevet store og stærke, og pludselig var han oppe i luften. Han fløj over marker og hegn og landede i en stor have, hvor æbletræerne blomstrede, og hvor syrenerne hang ned over en kanal.
Ude på kanalen svømmede tre hvide svaner.
Han kendte dem med det samme. Det var de hvide fugle fra efteråret. Han svømmede langsomt hen imod dem med hovedet bøjet, for han regnede med, at de ville jage ham væk som alle de andre.
Men nede i det klare vand så han sit eget spejlbillede. Og det var ikke en grå, pjusket ælling. Det var en hvid fugl med en lang, bøjet hals. Han var en svane. Han havde været en svane hele tiden.
De store svaner svømmede rundt om ham og strøg ham med næbbet. Inde i haven kom små børn og kastede brød ud i vandet, og det mindste råbte: “Der er kommet en ny! Og den nye er den smukkeste!”
Han blev så genert, at han stak hovedet ind under vingen. Men indeni var han glad, helt ud i hver eneste fjer.
Ude på kanalen i den store have sover den unge svane i nat, du, mellem de tre andre, med hovedet gemt under den hvide vinge, mens syrenerne hænger ned over vandet. Og langt ude på landet ligger andemor på en ny rede i skræpperne og tænker, at det største æg altid er det mest spændende. Godnat.
