Der var engang en ung prins, der gerne ville finde en rigtig prinsesse. Ikke bare en, der sagde, hun var det – men en ægte, ægte prinsesse.
Han rejste hele verden rundt for at finde hende. Han mødte mange fine frøkener i smukke kjoler, men der var altid noget, der ikke helt var, som det skulle være.
En aften, hvor regnen silede ned, og torden buldrede over slottet, bankede det pludselig på porten.
Bank, bank!
Vagten åbnede, og udenfor stod en pige, gennemblødt fra top til tå.
“Jeg er en prinsesse,” sagde hun forsigtigt, mens regnen dryppede fra hendes hår. “Må jeg få husly for natten?”
Dronningen så på hende med et venligt, men nysgerrigt blik. “Vi skal nok finde ud af, om du virkelig er en prinsesse,” sagde hun for sig selv.
Hun gik op i gæsteværelset og lagde en lille grøn ært på bunden af sengen. Derefter lagde hun tyve madrasser ovenpå og tyve bløde dyner.
“Nu må vi se,” sagde hun og smilede.
Den næste morgen spurgte dronningen:
“Sov du godt, min kære?”
“Åh, jeg ved ikke, hvad der var i sengen,” sagde pigen og gned øjnene. “Jeg har ikke lukket et øje! Noget hårdt lå under mig hele natten, og nu er jeg helt øm!”
Dronningen og prinsen så på hinanden og smilede.
For kun en rigtig prinsesse kunne mærke en ært gennem tyve madrasser og tyve dyner.
Så prinsen vidste, at han endelig havde fundet sin ægte prinsesse, og kort tid efter blev der holdt bryllup med musik, blomster og glæde i hele landet.
Og ærten?
Den blev lagt i en glaskasse på slottets museum, hvor den stadig kan ses den dag i dag – hvis altså ikke nogen har spist den til aftensmad. 🌙✨
