Der var engang en prins, der ledte efter en prinsesse. Ikke bare en hvilken som helst prinsesse. En rigtig en.
Han rejste rundt i hele verden. Han mødte prinsesser i store slotte og i små, prinsesser med kroner og prinsesser med hatte. Men hver gang var der et eller andet, der fik ham til at tvivle. Var hun nu en rigtig prinsesse? Han kunne aldrig være helt sikker. Så han tog hjem igen og var ret trist til mode.
En aften kom der et uvejr over slottet. Lynene flængede himlen, tordenen rullede, og regnen piskede ned, så tagrenderne ikke kunne følge med.
Midt i det hele bankede det på slotsporten. Den gamle konge tog selv sin lygte og gik ned for at lukke op.
Udenfor stod en ung pige. Hun var gennemblødt. Håret klæbede til hendes kinder, kjolen dryppede, og når hun gik, sagde det klask, klask i skoene, fordi vandet løb ind foran og ud bagved.
“Jeg er en prinsesse,” sagde hun. “En rigtig en.”
Det kunne den gamle dronning godt tvivle på. Men hun sagde ingenting. Hun smilede bare og gik op i gæstekammeret.
Der tog hun alt sengetøjet af sengen. På de bare brædder lagde hun en eneste lille, grøn ært. Oven på ærten lagde hun en madras. Og en til. Og en til, lige til der lå tyve madrasser. Og oven på dem lagde hun tyve bløde dyner af ederdun.
Så sagde hun til pigen, at nu var sengen klar.
Pigen måtte klatre op ad en stige for at nå toppen. Hun lagde sig til rette helt oppe under loftet, sagde godnat og slukkede lyset.
Næste morgen ved morgenbordet spurgte dronningen, hvordan hun havde sovet.
“Åh, frygteligt,” sagde pigen og gned sig på ryggen. “Jeg har næsten ikke lukket et øje. Der var noget hårdt i sengen, ikke ret stort, men meget hårdt. Jeg har vendt mig fra den ene side til den anden hele natten. Nu er jeg både blå og gul over det hele.”
Dronningen kiggede på kongen. Kongen kiggede på prinsen.
For kun en rigtig prinsesse kunne være så fintfølende, at hun mærkede en lille ært gennem tyve madrasser og tyve dyner.
Prinsen blev så glad, at han spildte sin te. Han friede samme dag, og prinsessen sagde ja.
Og ærten? Den kom på kunstkammeret, i et lille glasskab med en messingplade under. Der ligger den den dag i dag, hvis ingen har taget den.
Prinsessen sover i et rigtigt kammer nu, du, i en seng med kun én madras, og hun har endelig fået en god nats søvn. Henne i kunstkammeret ligger en lille, grøn ært bag glas og funkler, når vægterens lygte går forbi. Godnat.
